Stilstudiet Volvo Concept Coupe viser vejen for det svenske bilmærkes kommende modeller. Tyske Thomas Ingenlath er manden bag den stilsikre opdatering af Volvos design.
Retro og fremtid mødes i Volvo Concept Coupe. Stilstudiet, der får officiel premiere på den kommende biludstilling i Frankfurt, er det første konkrete eksempel på, hvordan fremtidens Volvo’er kommer til at se ud. Bag de stilsikre linjer står Volvos nye designchef, tyskeren Thomas Ingenlath, der tidligere har slået streger for Skoda og VW. Nu er han manden, der skal opdatere Volvos stil og det gør han ved både at kigge frem og tilbage.
Selv kalder Volvo konceptbilen for ”fremtidens P1800” med henvisning til den måske mest ikoniske Volvo nogensinde. Thomas Ingenlath vil dog hellere kigge frem end at dvæle ved historien. I et interview med automotorsport.se understreger han, at design ikke skal være en konkurrence om at mase flest streger og detaljer ind i karrosseriet på en ny model. I stedet vil han skabe enkle, rene linjer, der er mere holdtidsbare.
Lidt retro er Volvo Concept Coupe dog. Både ude og inde er der gensyn med det firkantede formsprog fra 70erne og 80ernes Volvo’er. Lidt overraskende eftersom Volvo det seneste årti – med stort held – har skabt et mere flydende formsprog på modeller som XC60 og især den nye V40.
Det anerkender Thomas Ingenlath og nævner selv XC60 som et eksempel på vellykket bildesign. Han nævner også Volvos svungne baglygter som et stilelement, der er så flot og karakteristisk, at det helt sikkert skal gå igen på fremtidens Volvo’er. Derudover har han især arbejdet med den nye, mere kantede front:
Det er vigtigt, at bilens ansigtsudtryk formidler det rette image og kommunikerer Volvo’s varemærke. Det er en central af vores nye design og et område, hvor Volvo har en lang historie,” siger Ingenlath.
Knapper afløses af trykfølsomme skærme
Volvo Concept Coupe er først og fremmest en stil-indikator. Teknikken er mindre vigtigt, men ifølge Volvo drives konceptbilen af en firecylindret benzinmotor med både turbo og kompressor. Sammen med en elmotor giver det en samlet ydelse på 400 hk. Mere interessant er instrumenterne og betjeningen. De sladrer nemlig om, at Volvo vil af med traditionelle knapper og betjeningsgreb og flytte meget af betjeningen over på trykfølsomme skærme, som vi kender det fra elbilen Tesla S. Det gør det muligt løbende at opdatere elektronikken og betjeningen. Samtidig forbereder det bilerne til en tid, hvor de kan køre af sig selv – noget, som Volvo hævder de er i stand til at tilbyde kunderne allerede i 2020.
Volvo Concept Coupe er den første af i alt tre biler, der skal introducere Volvos nye formsprog. Den næste dukker formentlig op på januars biludstilling i Detroit. I løbet af 2015 ser vi så for første gang den nye stil på en ny Volvo, når den svenske fabrik lancerer den nye XC90.