Kina-mærke med vildt tilbud: Tre års gratis opladning, forsikring og service

zeekr danmark

Zeekr udvider priskrigen på elbiler ved at inkludere opladning, forsikring og service i bilkøbet. Men tilbuddet gælder kun én model i kort tid.

Det kinesiske bilmærke Zeekr, der på rekordtid er blevet det fjerde mest solgte af 20 Kina-mærker i Danmark, udvider priskrigen på elbiler til ikke bare at handle om bilens pris. Nu tilbyder Zeekr også tre års gratis opladning, forsikring og service, hvis du køber SUV’en 7X.

Tilbuddet gælder til og med november og kun Long Range-udgaven af 7X. 

Højere afgifter truer

Når en importør er så specifik med tilbud på bestemte modeller, plejer det at handle om et behov for at rydde op i lagerbilerne. Det kan hænge sammen med, at Zeekr 7X Long Range koster 440.000 kroner og derfor bliver ramt af regeringens planer om at indfase registreringsafgifter på alle elbiler, der koster over 366.000 kroner. 

Indfases de nye afgifter, kan det gøre en 7X omkring 30.000 kroner dyrere. Hvis Zeekr vurderer, at det vil hæmme salget af en model, som de måske har rigeligt af på lager, gælder det om at få bilerne solgt og leveret senest 31. december.

Vil udfordre forventningerne

Hos Zeekr taler man dog hellere om det, man kan tilbyde kunderne med det såkaldte 3+3+3 tilbud.

“Vi vil gerne udfordre forventningerne til, hvad der følger med en ny bil i premiumsegmentet. Det handler ikke kun om, hvad bilen kan, men også om oplevelsen af at eje den. Her tager vi hånd om tre væsentlige dele af bilejerskabet fra begyndelsen. I mine over 35 år i bilbranchen husker jeg ikke et lignende tiltag, der på én gang inkluderer energi til bilen, forsikring og service i tre år,” siger Christian Lystoft, landechef hos Zeekr Danmark. 

Næst mest solgte Kina-bil

Mens Zeekr selv står for den gratis service i tre år, er det forsikringsselskabet If, der står for forsikring og Norlys, der leverer ladeløsning.

Forsikringen omfatter både ansvar og kasko ved op til 25.000 kilometer årligt. Selvrisikoen er 6.000 kroner, og man skal mindst være 25 år gammel.

Opladning hos Norlys inkluderer standardinstallation, leje af ladeboks og elaftale samt Norlys 25 med 400 kWh inkluderet hver måned.

Ifølge Zeekr har tilbuddet en samlet værdi på mere end 23.000 kroner.

Zeekr 7X er indtil videre den næstmest solgte kinesiske bil i Danmark i 2026, kun overgået af Xpeng G6.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here