En ny supersportsvogn og en Macan med benzinmotor skal få Porsche tilbage på sporet. Men der er også flere elbiler på vej.
Porsche skal og vil tjene mere på hver bil.
Det er hovedgrebet i en ny strategi frem mod 2035, som Porsche nye chef Michael Leiters netop har præsenteret.
Efter faldende salg og et voldsomt dyk i indtjeningen skal det tyske sportsvognsmærke satse mere på eksklusive biler til kunder med store pengepunge. Samtidig skal omkostningerne ned. Det sidste kan koste op mod 9.000 arbejdspladser, og cheferne går ikke fri. Leiters taler om at fyre 40 procent af lederne i Porsche.
Planen rummer også en tilbagevenden til benzinmotorer i Macan-klassen og en ny supersportsvogn.
I den anden ende af modelprogrammet vil Porsche fastholde, at de kommende udgaver af sportsvognene Boxster og Cayman bliver rent elektriske. Indtil for nylig undersøgte Porsche muligheden for at lave udgaver med benzinmotorer af de to modeller, men den plan er nu skrinlagt. Til gengæld skulle det ligge fast, at Porsche er klar med de elektriske Cayman og Boxster i 2028 - begge baseret på en platform med 800 volt, der giver hurtig lynladning.
Supersportsvogn over 911
Porsche udvikler en ny platform til en supersportsvogn med centermotor. Den skal danne grundlag for en modelserie, der placeres over mærkets ikoniske 911.
Allerede 15. oktober viser Porsche et første udspil under navnet Mission S. Der er endnu ingen oplysninger om pris, motortype eller tidspunkt for produktion. Foreløbig er der tale om en præsentation af mulighederne for en kommende topmodel, der kan blive en afløser for den tidligere topmodel, 918.
Samtidig vil Porsche udvide udbuddet af særlige 911-versioner og biler bygget efter kundernes individuelle ønsker. Målet er at øge den gennemsnitlige salgspris på topmodellerne med cirka 20 procent.
Omsætningen fra det såkaldte Sonderwunsch-program, hvor velhavende kunder kan bestille biler med præcis det udstyr, de ønsker, skal seksdobles på sigt.
Macan får benzinmotor igen
Længere nede i modelprogrammet skal Porsche lukke et hul, som mærket selv har skabt.
Den tidligere Macan med benzinmotor er udgået, mens efterfølgeren udelukkende kører på strøm. Nu kommer der igen et alternativ til kunder, der foretrækker en forbrændingsmotor.
En ny SUV med benzinmotor og som ladehybrid skal præsenteres i 2028 og sælges sideløbende med den elektriske Macan. Den kompakte Macan er Porsches bestseller, så den nye fossiludgave skal for alvor bidrage til salg og indtjening i 2029.
Kina og told presser Porsche
Behovet for et kursskifte i Zuffenhausen er påtrængende. Porsches overskudsgrad faldt til blot 1,1 procent i 2025. Svigtende efterspørgsel i Kina og amerikansk told har ramt to af mærkets vigtigste markeder.
Kina stod i begyndelsen af årtiet for omkring 35 procent af salget. Fremover regner Porsche med under 10 procent.
”Et opsving i Kina indgår ikke i vores plan lige nu,” sagde Leiters ifølge Reuters.
Derfor skal Porsche skabe en forretning med et årligt salg på under 200.000 biler. Til sammenligning leverede mærket knap 280.000 biler sidste år, så det bliver en svær opgave.
Frem mod 2035 kommer Porsche derfor til at svinge sparekniven. Ved at skære dybt, forventer Porsche at kunne tjene 15 kroner, hver gang fabrikken omsætter for 100 kroner. Det vil bringe Porsche tilbage i en position som et af bilindustriens mest indbringende bilmærker.






