VW har svært ved at sælge sin første elbil i Kina med teknik fra Xpeng. Kinesisk teknologi er ikke nok til at vinde bilkøberne tilbage.
VW ville skyde genvej i kampen om at vinde de kinesiske bilkøbere tilbage. Men den første bil fra samarbejdet med kinesiske Xpeng har fået en foruroligende sløj start.
Fra lanceringen i april til og med august solgte den elektriske SUV Volkswagen ID Unyx 08 i gennemsnit blot 267 eksemplarer om måneden. Det oprindelige mål var 3.622.
Dermed ligger salget næsten 93 procent under den oprindelige forventning. Det viser tal fra analysefirmaet ThinkerCar og interne planlægningsdokumenter, som nyhedsbureauet Reuters har gennemgået.
Køber kinesisk teknik
VW indgik samarbejdet med Xpeng i 2023 og købte samtidig 4,99 procent af selskabet for 700 millioner dollar - 4,6 milliarder kroner.
Planen var at kombinere VW’s erfaring med Xpengs platform og software til nye biler til det voldsomt konkurrenceprægede kinesiske bilmarked. Fælles indkøb skulle sænke omkostningerne, mens udviklingstiden næsten skulle halveres.
Dermed skulle VW hurtigere kunne bygge elbiler til kinesiske kunder, der i stigende grad vælger bil efter software, digitale funktioner og pris. Samarbejdet skulle i første omgang føre til to elektriske VW-modeller til Kina, men også en helt ny platform med både Xpeng- og VW-teknologi.
Konkurrenterne tilbyder mere
Men ifølge Reuters tilbyder kinesiske konkurrenter mere avanceret udstyr til tilsvarende priser. Samtidig sælges Unyx 08 gennem et nyt og begrænset forhandlernet frem for VW’s mere end 3.000 etablerede forhandlere hos partnerne FAW og SAIC.
VW giver nu 17 procent rabat for at få gang i salget af Unyx 08. Samtidig arbejder man på at få Unyx 08 ud til flere forhandlere i det enorme land.
Kina-nedtur gør ondt
Det haster. Ifølge Reuters er Kina gået fra at bidrage med næsten halvdelen af VW-koncernens overskud til omkring en tiendedel. Koncernens markedsandel er samtidig faldet til cirka 10 procent i årets første otte måneder.
Dermed er VW ramt af samme problem som alle andre udenlandske bilmærker: Kinesiske bilkøbere er ramt på økonomien og foretrækker nu deres egne, billigere alternativer til udenlandske mærker som VW.
For VW må det være stærkt bekymrende, at det tilsyneladende ikke hjælper af ‘kinesifere’ mærkets biler, så de specifikt er udviklet til kinesiske bilkøbere. Kunder er stadig ikke kommet tilbage.






