Ambitiøst kinesisk bilmærke har nu tabt 95 procent af værdien

Nio-aktien er faldet til det laveste niveau siden april 2025. I Europa skærer Nio ned, mens der trods ny importør næsten ingen biler sælges i Danmark.

Der er langt fra de store ambitioner til den barske virkelighed for det kinesiske bilmærke Nio.

Den ambitiøse kinesiske elbilproducent ville udfordre de etablerede luksusmærker med avancerede elbiler, eksklusive showrooms og batteriskift på få minutter. Nu kæmper Nio med svigtende salg i Europa og fortsat faldende tillid på børsen.

I går blev Nio-aktien handlet til 3,31 dollar. Det er den laveste kurs siden april 2025, skriver mediet Electric Vehicles. Dermed har Nio-aktien mistet mere end 95 procent af værdien siden rekordkursen på 66,99 dollar i januar 2021.  

På lavt blus i Europa

Nio har især svært ved at få fat i de europæiske bilkøbere.

Som Hvilkenbil tidligere har beskrevet, har mærket lukket to af sine tre tyske afdelinger med eget værksted. Afdelingerne i Köln og Weiterstadt er væk, mens kun München er tilbage.

I årets første otte måneder blev der blot indregistreret 19 Nio-biler i Tyskland mod 191 i samme periode sidste år. 

Også planerne om at udvide modeludbuddet er bremset. Hvilkenbil har tidligere fortalt, hvordan Nio har udskudt den europæiske lancering af billigmærket Onvo til tidligst 2028 eller 2029.

Kun 36 biler i Danmark

I Danmark har Nio også svært ved at sælge biler.

Ifølge tal fra Mobility Denmark blev der blot indregistreret blot 36 nye Nio-personbiler fra januar til september. Det svarer til fire biler om måneden. Til sammenligning nåede det bedst sælgende kinesiske bilmærke i Danmark, Xpeng, op på 4.303 biler i samme periode. 

Angiveligt er de 36 salg, som Nio har opnået i år, alle for undermærket Firefly, der sælger en enkelt mini-elbil. Nio selv har ingen biler solgt.

Det beskedne salg kommer, selv om Nic. Christiansen Gruppen overtog importen i 2025. Planen var, at især lavere priser skulle give mærket en ny start. Samtidig droppede Nic. Christiansen Gruppen at videreføre Nio’s batteriskiftestationer.

Satsningen på Nio virker dog i bedste fald halvhjertet: Siden relanceringen har Nic. Christiansen Gruppen blot åbnet et enkelt Nio- og Firefly-showroom i Ishøj.

Kina løfter salget

Mens Nio-aktien fortsætter med at dykke, går det faktisk lidt bedre med salget på det kinesiske hjemmemarked.

Nio-koncernen - inklusive undermærkerne Firefly og Onvo - leverede 300.301 biler i årets første ni måneder – en fremgang på 49,2 procent. 

Selve Nio-mærket voksede 63,4 procent til 181.988 biler. I september steg koncernens samlede leverancer dog kun 7,7 procent sammenlignet med samme måned sidste år.

Flere biler giver stadig underskud

Som mange andre kinesiske bilmærker har Nio dog svært ved at tjene penge.

I andet kvartal steg omsætningen 69 procent, men Nio fik stadig et nettounderskud på over en halv milliard kroner. Sammenlignet med samme periode sidste år, hvor underskuddet næsten nåede fem milliarder kroner, er det en forbedring. Men tallene i regnskabet er fortsat røde.

Samtidig presser priskonkurrence, stigende omkostninger og et svagere kinesisk bilmarked selskabet. Flere analytikere har da også sænket deres forventninger til aktien, skriver finansmediet Barrons.

Dermed ligner Nio endnu et af de mange håbefulde kinesiske bilmærker, der har enorme ambitioner, men svært ved at indfri dem.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here