Evoque og Velar får ingen afløsere. Range Rover satser fremover på dyrere luksusbiler med en ny elektrisk GT som indgang til mærket.
Det bliver dyrere at få en Range Rover i indkørslen.
Det britiske luksusmærke pensionerer sine to billigste modeller, Evoque (foto) og Velar, uden at udvikle direkte afløsere. Det bekræfter Range Rovers direktør Martin Limpert over for det britiske bilmedie Autocar.
Dermed vinker Range Rover farvel til de modeller, der har gjort mærket tilgængeligt for en bredere kreds af bilkøbere. Fremover skal udvalget bestå af tre modelserier: Range Rover, Range Rover Sport og den kommende Range Rover GT.
Mere luksus - bedre indtjening
Beslutningen er en del af moderselskabet JLR’s omlægning, hvor Range Rover, Defender og Discovery får tydeligere roller som selvstændige serier.
Range Rover skal koncentrere sig om den dyrere del af markedet. Mindre og mere prisvenlige biler overlades i højere grad til Defender og Discovery, blandt andet med en kommende Defender Sport.

Målet er at gøre Range Rover til et dyrere og endnu mere eksklusivt mærke og på den måde forbedre indtjeningen.
Udfasningen sker i 2027. Produktionen af Evoque og Velar stopper midt på året, så der er altså endnu en chance for at købe de to modeller.
Mere sporty end nogensinde
Fremtidens indgangsbillet til Range Rover-universet bliver derefter den kommende GT, der bedst kan betegnes som en endnu mere sportslig og coupé-lignende udgave af Range Rover Sport.
Faktisk bliver Range Rover GT lavere end en Evoque, men langt dyrere. Autocar anslår en britisk startpris omkring 90.000 pund - altså lige under 900.000 kroner.
Range Rover beskriver selv modellen som en langtursbil, der kombinerer ubesværet elektrisk kraft med høj komfort og evnen til også at klare sig uden for asfalten. Trods firehjulstræk og terrænegenskaber bliver GT dog først og fremmest Range Rovers hidtil mest personbilsagtige model.
Mest avancerede Range Rover
GT bliver også den teknologisk mest avancerede bil, Range Rover endnu har udviklet.
Platformen er JLR’s nye EMA-platform og i første omgang kommer GT udelukkende som elbil. Senere kan en hybrid komme på tale - men det afhænger af efterspørgslen.
Range Rover har netop lanceret sin første rent elektriske udgave af den oprindelige Range Rover. Den enorme elbil har fået en stormende modtagelse, så Range Rover satser på, at de har knækket koden til, hvordan man kan sælge elbiler i den absolutte topklasse, hvor kunderne både er vant til og har råd til store otte-cylindrede benzinmotorer.







90.000 pund er ikke 'lige under 900.000'. Det er 'lige over 800.000'