Danmark har nu så mange elbiler, som Eldrup-kommissionen regnede med at nå i 2030. De seneste to måneder er bestanden vokset med 50.000 elbiler.
750.000 elbiler. Så mange elektriske personbiler er der nu i Danmark, viser en ny opgørelse fra Bilstatistik, som brancheorganisationen Mobility Denmark har offentliggjort.
Dermed har danskerne passeret en milepæl, som eksperterne i bedste fald forventede ville blive nået i 2030. Og udviklingen accelererer: Så sent som i september rundede bestanden 700.000 elbiler. På bare to måneder er der altså kommet yderligere 50.000 elbiler ud på de danske veje.
”Kommissionen spåede, hvad der var realistisk, og der talte plug-in hybriderne med. Nu har vi det samme antal rene elbiler mere end tre år før tid. Virkeligheden er løbet fra forventningerne, og det viser, hvor hurtigt danskerne har taget elbilen til sig,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Overhalet af virkeligheden
Sammenligningen går tilbage til september 2020, da Eldrup-kommissionen fremlagde sin rapport om grøn bilbeskatning.
Kommissionen undersøgte flere afgiftsmodeller med forskellige resultater for antallet af nul- og lavemissionsbiler i 2030. En af modellerne skulle give 750.000 biler, inklusive ladehybrider, der både kører på strøm og brændstof.
Kommissionen regnede også på en model med godt én million nul- og lavemissionsbiler. Den blev dog vurderet til at have så store samfundsøkonomiske omkostninger, at kommissionen ikke kunne anbefale den.
Nu er de 750.000 nået alene med elbiler. Ladehybrider skal lægges oveni.
Tesla og VW fylder mest
Tesla Model Y (foto) er den mest udbredte elbil i Danmark med 53.576 eksemplarer. Derefter følger VW ID.4 med 48.731 og Skoda Enyaq med 42.606.
Tesla Model 3 og VW ID.3 fuldender top fem. Tilsammen står de fem modeller for 220.875 biler – altså næsten 30 procent af den samlede elbilbestand.
Afgiftsstigning udskudt
Milepælen kommer samtidig med, at regeringen og Dansk Folkeparti har indgået en skatteaftale, som udskyder den planlagte stigning i elbilernes registreringsafgift med ét år.
Ifølge aftalen videreføres den afgiftsfrie grænse og afgiftssatsen fra 2026 til 2027. Dermed undgår bilkøberne den varslede afgiftsforhøjelse fra nytår.
Netop udsigten til dyrere elbiler efter nytår har fået mange danskere til at fremrykke købet af elbiler og givet bestanden af elbiler et ekstra boost.
Fastfrysningen af afgifterne gælder foreløbig ét år. En ekspertgruppe arbejder med fremtidens bilbeskatning, og ifølge skatteaftalen skal regeringen drøfte en omlægning med Folketingets partier i foråret 2027.
De 20 mest udbredte elbiler i Danmark
| Nr. | Model | Antal |
| 1 | Tesla Model Y | 53.576 |
| 2 | VW ID.4 | 48.731 |
| 3 | Skoda Enyaq iV | 42.606 |
| 4 | Tesla Model 3 | 41.790 |
| 5 | VW ID.3 | 34.172 |
| 6 | Audi Q4 e-tron | 26.071 |
| 7 | Skoda Elroq | 19.136 |
| 8 | Mercedes EQA | 18.228 |
| 9 | Cupra Born | 13.679 |
| 10 | Toyota bZ4X | 13.483 |
| 11 | Hyundai Kona | 13.286 |
| 12 | Polestar 2 | 12.661 |
| 13 | Mercedes EQB | 11.756 |
| 14 | VW ID. Buzz | 11.565 |
| 15 | BMW iX3 | 11.551 |
| 16 | Volvo XC40 | 11.279 |
| 17 | VW ID.5 | 10.352 |
| 18 | VW ID.7 | 10.170 |
| 19 | Mini 3-dørs | 9.945 |
| 20 | BMW iX1 | 9.480 |






