TEST: Med fornuften i førersædet

BILTEST: Skoda Octavia synger på sidste vers, men overbeviser fortsat med overdådig plads og solid finish. Motorerne er topmoderne, men sikkerheden halter efter de nyeste konkurrenter.

Hvilken bil?
Skoda Octavia er VW-familiens tjekkiske lavpris-udgave af VW Golf. Teknikken er identisk, men Octavia er næsten 40 centimeter længere end Golf, hvilket især udmøntes i et klassens suverænt største bagagerum. Hvad angår kvalitetsindtryk og mekanik, spores ingen discountfornemmelse. Omvendt ser Octavia efterhånden en smule træt ud, og sikkerheden halter efter de nyeste konkurrenters. Tredje generation af Octavia står klar i begyndelsen af 2013.

Vidste du at?
Skodas traditionsrige men også forkætrede logo, der er blevet sammenlignet med alt fra høvdingefjer til det, der er værre, skifter stil i løbet af 2012. Grafikken forenkles og den grønne farve veksles til sort i et forsøg på at fjerne den sidste rest af vittighed omkring mærket.

Solide sæder, tydelige ure og et gearskifte, du aldrig bliver træt af. Velkommen i Octavia.
Solide sæder, tydelige ure og et gearskifte, du aldrig bliver træt af. Velkommen i Octavia.

Hvordan er førerpladsen?
Gedigen og kvalitetspræget. Octavias fuldfede finish har angiveligt været en torn i øjet på VW, der ønsker mere luft mellem Golf og den billigere Octavia. Det forstår man efter tusindvis af kilometer i Octavias faste men komfortable forsæde: Multijusterbar førerplads, overskuelig betjening og Skodas karakteristiske grønne instrumentbelysning er en lise for både øjne og krop. Hvorfor så betale mere for en mindre Golf?

Hvordan opleves kabinen?
Man sidder dybt i bagsædet, der med god bredde er blandt klassens mest gæstfrie. Loftshøjden er udmærket og bliver endnu bedre i stationcarudgaven Combi. Med plads til henholdsvis 560 og 580 liter i bagagerummet, slår Octavia alle rekorder, når det gælder om at sluge indkøbsposer, kufferter og sportsudstyr. Og dét i en grad, så den 15.000 kroner billigere fem-dørs udgave er et reelt alternativ til Combi’en.

Er sikkerheden i orden?
Her trykker alderen. Fire airbags og gardinairbags, der også beskytter bagsædepassagererne, er standard, men Octavia opnåede kun fire stjerner i Euro NCAPs crashtest. Til sammenligning scorer VW Golf fem stjerner, bl.a. fordi den fik knæairbag i forbindelse med faceliftet i 2009. Dén forbedring sparede Skoda, der heller ikke som flere nye konkurrenter tilbyder nyskabelser som automatisk nedbremsning ved kø-kørsel eller trætheds-alarm.

Hvordan kører den?
Næsten som en Golf. Affjedringen er fast, styretøjet præcist og med god feedback fra vejen, så man aldrig er i tvivl om, hvor man har Octavia. Bremserne er lette at dosere og gearskiftet finder let på plads med korte bevægelser. Men for feinschmeckeren er der små forskelle: Den større Octavia er knapt så adræt som Golf, affjedringen mangler den sidste finesse og støj fra vind og hjul er mere påtrængende.

Bag Skoda Octavia’s konservative udseende gemmer sig mange indre kvaliteter.

Hvordan er motoren?
Rutinerede Octavias trumfkort er den topmoderne mekanik. Alle benzinmotorer har turbo, der giver masser af kræfter trods beskeden størrelse på 1,2 eller 1,4 liter, der til gengæld sørger for flotte forbrugstal på henholdsvis 17,5 og 17,2 km/l. Begge er støjsvage og kultiverede og selv den mindste med 105 heste har rigeligt med kræfter til at give den tunge Octavia lidt temperament. Dieselmotoren på 1,6 liter har også 105 heste, og klæder om muligt Octavia endnu bedre med sit større moment ved lave omdrejninger. Greenline-udgaven benytter sparetricks som reduceret luftmodstand og start-stop automatik, hvilket sænker forbruget fra 22,2 til hele 26,3 km/l. Sammen med 1,2 TSi giver den efter hvilkenbil’s mening mest valuta for pengene.

Passer prisen?
Ja. Særligt her i Octavias efterår, hvor der lokkes med mere udstyr til lave priser. Lige nu sparer man 25.000 kr. på en Octavia Combi Greenline til 263.000 kr., mens 213.000 kr. rækker til en fem-dørs Octavia 1,2 TSi med standardudstyr som aircon, elruder for, elspejle og multijusterbar førerplads. I begge tilfælde får man meget kvalitet og plads for pengene.

Er der alternativer?
Ja, konkurrencen har aldrig været hårdere. Søsterbilerne Hyundai i30 og Kia Ceed er de mest oplagte konkurrenter og lokker med henholdsvis 5 og 7 års garanti til priser, der typisk er 20.000 kr. lavere end Octavias. De franske musketerer Citroën C4, Peugeot 308 og Renault Megane er også fuldgode alternativer: Den fem-dørs C4 byder på suveræn kørekomfort og 92 hestes dieselmotor til slagprisen 204.000 kr., mens de dieseldrevne stationcarudgaver af 308 og Megane koster henholdsvis 249.000 og 250.000 kr., begge med 110 hk.

Konklusion:
For: Plads, kvalitetsfornemmelse, moderne motorer.
Imod: Gennemsnitlig sikkerhed.
Hvilkenbil siger:

Få biler virker så solide og tillidsvækkende som Skoda Octavia. Det kan godt være alderen trykker, når det gælder sikkerhed og design, men Octavia er stadig blandt Golf-klassens bedste til at få fornuft til at rime på ejerglæde.

FAKTA: Skoda Octavia 1,2 TSi Ambition

Navnetrækket Octavia er præget i lygtehuset.


Vejl. pris, inkl. lev.:
233.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 15-20.000 kr.
Årlig ejerafgift: 1.520 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/4 år (100.000 km)
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags:
6 Forbrug (EU-norm): 17,5 km/l
Længde/bredde/højde: 457/177/145 cm
Bagagerum (min/max): 585/1455 liter
Vægt: 1.320 kg
Motor: 4 cyl., 1,2 liter, benzin
Effekt: 105 hk/175 Nm
0-100 km/t: 10,8 sek
Topfart: 193 km/t
Særligt standard udstyr: Aircon, fjernbetjent centrallås, el-spejle, el-ruder
for og bag, fartpilot, splitbagsæde, cd-radio, varme i forsæder, kørecomputer.
Metallak: 6.500 kr.
[email protected]

 

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here