Juryen bag ’Car of the Year 2014’ har skåret feltet ned fra 30 til finalefeltet på syv. Se her hvilke modeller, der er tæt på at blive Årets Bil i Europa.
Lad os bare benytte det traditionelle oplæg: Og de nominerede er, i alfabetisk orden, BMW i3, Citroën C4 Picasso (billedet), Mazda 3, Mercedes S-klasse, Peugeot 308, Skoda Octavia and Tesla S.
Dermed er der både luksusbiler, familiebiler og el-biler repræsenteret i finalefeltet. Både BMW i3 og Tesla S er rene el-biler, mens Mercedes-Benz S-klasse troner alene i luksusklassen.
Kigger vi nærmere på finalefeltet er mange af bilerne faktisk gengangere fra Årets Bil i Danmark 2014, der løb af stablen i oktober i Herning. Her snuppede Skoda Octavia sejren for næsen af den nye Mazda 3, der tog andenpladsen blot ét point foran den nye Peugeot 308 på 3. pladsen. Storfamiliebilen Citroën C4 Picasso blev nummer fire mens Octavias søsterbil, Golf 7, måtte tage til takke med femte- og sidstepladsen i finalen.
I den europæiske 2014-kåring er Golfen slet ikke med, men det skyldes, at blev introduceret allerede i 2012… og i øvrigt kørte med titlen som Årets bil i Europa 2013.
På hvilkenbil.dk havde vi på forhånd udset Skoda Octavia som favorit til at vinde den titlen ved den danske kåring for nylig, og det bud tør vi godt fastholde i europæisk sammenhæng. Imod taler, at den benytter nøjagtig samme teknik som sidste års vinder, Golf 7, og det er nok lige konservativt nok for juryen. Derfor tror vi også, at det igen bliver i tæt opløb mellem Mazda 3 og Peugeot 308 – med elbilerne Tesla S og den helt nye BMW i3 som ’dark horses’, da juryen ikke mindst lægger vægt på tekniske landvindinger i deres votering.
I februar har de 58 jurymedlemmer fra 22 europæiske lande, der som eneste dansker tæller FDM’s tekniske redaktør Søren W. Rasmussen, lejlighed til at teste de syv finalister indgående i omegnen af Paris. En vigtig del af testarbejdet foregår i øvrigt i Danmark: Hvert efterår samles biler og jurymedlemmer nemlig til den såkaldte Tannistest i Nordjylland, hvor der er lejlighed til f.eks. at teste undvigemanøvrer på flyvepladsen i Sindal.
Spændingen om den endelige vinder i Årets Bil i Europa 2014 holdes intakt helt frem til den internationale biludstilling i Geneve i Schweiz den 3. marts 2014, hvor vinderen annonceres og hædres.
Læs mere:
Hvem bliver Årets Bil i Europa?