Qoros 3 er det hidtil mest seriøse bud på en bil fra Kina, som vi vil købe i Europa. Sikkerheden er i top og designet matcher konkurrenterne i Golf-klassen.
Kineserne kommer. Vi har hørt det mange gange før, men selv om vores tøj, computere og cykler kommer fra Kina, køber vi Vesteuropæere stadig ikke kinesisk fremstillede biler. Ikke mindst fordi de hidtidige forsøg har lignet koreanske biler fra 80erne og i øvrigt er krøllet sammen som tomme øldåser i diverse crashtests.
Men nu sker der noget. Det lille bilmærke Qoros, der ejes af den kinesiske bilproducent Chery, lægger an til at indtage Europa – formentlig i løbet af 2015.
‘Invasionen’ er nøje planlagt. Qoros har nemlig hyret et væld af erfarne ingeniører og designere, der tidligere har arbejdet for bilmærker som Opel og Mini, og de har gjort deres hjemmearbejde grundigt.
Designet står den tidligere Mini-designer Gert Hildebrandt for, og han sigter med stor præcision på den populære Golf-klasse med Qoros 3. I modsætning til den sedan-udgave, som vi har set tidligere, er Qoros 3 18 cm kortere og med et bastant og moderne snit, der matcher rivaler som Kia Ceed, Peugeot 308 og ikke mindst VW Golf. Størrelsen sidder også lige i skabet: Med en længde på 444 cm er Qoros 3 22 cm kortere end Skoda Octavia men 19 cm længere end Golf.
Kinesernes sædvanlige akilleshæl – sikkerheden – er der også kommet styr på. Faktisk scorede Qoros 3 ikke blot samtlige fem stjerner i den skrappe Euro NCAP crashtest i 2013. Qoros 3 var den bil, der klarede sig bedst i NCAP-testen af alle testede biler i 2013. I betragtning af, hvor skræmmende dårligt biler fra Kina har klaret sig tidligere, siger det meget om, at Qoros forbereder sig minutiøst på at blive den første Kina-bil, som vi kræsne europæere faktisk har lyst til at købe.
Flere modeller på vej
Det sker formentlig i løbet af 2015. Qoros sælger allerede biler hjemme i Kina, mens Slovenien foreløbig er det eneste europæiske land, hvor du kan købe bilen fra Riget i midten. Til marts får Qoros 3 officiel verdenspremiere på autosalonen i Geneve, men et skandinavisk forhandlernet er næppe på plads før i løbet af 2015. Når det sker, vil kineserne i øvrigt også kunne tilbyde mere end én model i udstillingen, så der er flere modeller på vej – formentlig en stationcar- og en crossover-fortolkning af Qoros 3.
Qoros 3 har moderne teknik som en 8-tommers betjenings-skærm i midterkonsollen. Systemet kan opgraderes, så Qoros-ejeren altid er online med fri 3G-opkobling. Motorerne er i første omgang to varianter af den samme 1,6 liters benzinmotor, der uden og med turbo yder henholdsvis 125 og 155 hk.
Læs også: Kina-bil kommer – med tysk hjælp