OPDATERET Rygterne havde allerede døbt bilen Jeepster, men det endte med en Renegade, da de første informationer om den længe ventede baby-Jeep endelig slap ud.
Rygtesmedene tog fejl. Den længe ventede baby-Jeep skal ikke hedde Jeepster, men er i stedet døbt Renegade, hvilket kan oversættes til ærkeamerikanske stereotyper som ’enspænder’ og ’oprører’.
Meget mere ved vi faktisk ikke, for de første fotos af Jeep Renegade er lækket før den officielle verdenspremiere i morgen, tirsdag, på biludstillingen i Geneve. Dog ved vi, at Renegade er den hidtil mindste Jeep og baseret på Fiat-teknik. Senere i år skal teknikken genbruges i en terrængående variant af den hurtigt voksende Fiat 500-serie, der får navnet 500X.
Set med danske øjne er den nye baby-Jeep særligt interessant. Kort efter årsskiftet vendte det ikoniske, amerikanske bilmærke nemlig tilbage til Danmark efter en årelang pause. Det skete med de klassiske – og kostbare modeller – Wrangler og Grand Cherokee, som der næppe er mange hjemlige købere til.
Anderledes realistisk er Jeep Renegade, der er lille nok til at konkurrere i den voksende klasse for kompakte crossovers. Her hedder konkurrenterne Renault Captur, Peugeot 2008 og Opel Mokka – og det indikerer også, at Renegade kommer ned i et prisleje, hvor flere danskere kan være med.
Ifølge de første oplysninger kommer Renegade nemlig også i udgaver, der kun har forhjulstræk. Der bliver tre benzin- og tre dieselmotorer at vælge imellem – i begge tilfælde med ydelser mellem 110 og 170 hk. Dermed er der håb om startpriser under den kvarte million kr. for de mindste udgaver.
I toppen finder vi en Jeep Renegade med firehjulstræk, 170 hestes dieselmotor og en nyudviklet automatgearkasse med hele 9 trin. Den bliver dyr og skal konkurrere med power-udgaverne af den frække Nissan Juke samt Mini Countryman. I den anden ende kan basisudgaven af Jeep Renegade tage kampen op med de p.t. bedste sælgende kompakte crossovers, Renault Captur og Peugeot 2008.
Jeep Renegade er en særdeles vigtig brik i Fiat-Chrysler koncernens planer om kraftigt øget vækst: Det italiensk-amerikanske bilmærke satser på tilsammen at sælge hele 280.000 Jeep Renegade og Fiat 500X – med en lille overvægt af Jeep-udgaver.
Jeep Renegade lanceres i både USA og Europa midt på sommeren. Herhjemme kommer den lille oprører til salg i løbet af efteråret.
Læs mere: Jeep gør dansk comeback