Citroën skal være ægte fransk

Citroën vil tilbage til sine finurlige franske rødder. Cactus er bare første bil i en bølge af 2CV-inspirerede biler, fortæller designchef Alexandre Malval.

Mon ikke mange af os kiggede en ekstra gang, da Citroën løftede sløret for Cactus. En topmoderne crossover, fuld af franske firnuligheder og fristelser som sofaforsæde, gammeldags læderremme-håndtag, luftbobler på dørene til beskyttelse mod Bilka-buler og pakket ind i et design, der ikke ligner noget andet. Med andre ord og efter en perlerække af tysk-inspirerede modeller, endelig en ægte Citroën!

Hvis det er sådan, du tænker om Citroën Cactus, bliver Alexandre Malval glad. Som chefdesigner hos Citroën og manden bag spændende nyheder som Cactus og C4 Picasso, er det hans fornemste opgave at skabe nye Citroën’er, der vækker lige så meget begejstring som modeller som 2CV, Ami og DS gjorde engang. Ikke i tilbageskuende retrostil, men i en nyfortolkning af klassiske Citroën-dyder som fantasi, innovation og vovemod.

Alexandre Malval, chefdesigner hos Citroën.
Alexandre Malval, chefdesigner hos Citroën.

”Cactus viser vores nye retning. Det er slut med mere, mere og mere. Hurtigere, hurtigere og hurtigere. Mere og mere luksus. Nu er det enklere, lettere, sjovere og mere afslappet, der gælder,” forklarer Alexandre Malval i et interview med det svenske bilsite automotorsport.se.

Malval er designchef for Citroëns såkaldte C-serie – altså mærkets ‘almindelige’ biler i modsætning til DS-serien, der hos Citroën repræsenterer sport og luksus. C-serien bevæger sig i den modsatte retning, og Cactus viser vej som en nutidig 2CV, der er enkel, let og til at betale.

Det med letheden skal tages bogstaveligt. Trods en længde på 4,2 meter – det samme som rivalerne Renault Captur og Peugeot 2008 – vejer Cactus blot 980 kg. Dermed har PSA-koncernens nye 3-cylindrede 1,2 liters motor med 82 heste let spil i Cactus og – voila – så bliver den nye Citroën både billig og økonomisk sådan lidt a la 2CV, hævder franskmændene. Til gengæld er Cactus rig på personlighed, og det er nøjagtig hvad kunderne ønsker i dag, siger Alexandre Malval.

Der findes ingen andre biler, der har så fine og bløde karrosserikanter. Cactus udstråler venlighed, ikke aggressivitet som så mange andre biler. Det her er en afslappet bil, hvor vi har hentet inspiration fra nordisk møbeldesign, enkle rene linjer, fine materialer, renhed. At sidde ved siden af hinanden på sofaforsædet er dejligt.”

Det med den afslappede stemning handler ikke bare om design for Alexandre Malval. Cactus skal også være en af den slags sjældne biler, der ligesom 2CV ikke får sin ejer til at frygte stenslag, fugleklatter og nærgående indkøbsvogne. Derfor er Cactus’ bagklap delvist af gummi og dørsiderne beskyttet af luftbobler.

”De er af samme type som det støddæmpende materiale i løbesko, en 2 cm tyk luftpudebeskyttelse. Vi har også plastbeskyttelse på skærmkanterne osv. Man skal ikke være bekymret, når man parkerer, bilen skal være noget, der gør livet lettere, ikke noget, der begrænser det,” siger Alexandre Malval til automotorsport.se.

Citroën Cactus får dansk premiere sidst på sommeren – priserne er endnu ukendte.

Læs også: Cactus stikker ud fra mængden

[email protected]

2 Kommentarer

  1. Ford har netop sendt en ny model på gaden i Tyskland. Bilen hedder Ford Tourneo Courier. Det er en kompaktvan og ligner en Berlingo. Jeg har ikke set den omtalt herhjemme. Kommer den til Danmark? Den er både familie og seniorvenlig.

    • Hej Flemming.
      Du har helt ret i det med sammenligningen med Berlingo og at Tourneo Courier ser både familie- og seniorvenlig ud. Hvilkenbil.dk skrev en del om bilen, da den blev afsløret sidste år – du kan læse artiklen her.

      Siden har der dog været stille om en evt. dansk import, og ind til videre nøjes importøren med at tilbyde bilen som varebil under navnet Ford Transit Courier.

      MVH Jens Velling, redaktør, hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here