Audi A3 Cabriolet er ikke blot en topløs skønhed – i Ultra-udgaven slår den også alle rekorder for, hvor langt en åben bil med 150 hestes turbobenzinmotor kan køre på literen.
Mange moderne biler kan i dag køre 21,3 km/l. Mellemstore dieselbiler og små bybiler med trecylindrede benzinmotorer, for eksempel. Men i en 4,4 meter lang cabriolet med eldrevet kaleche, plads til fire og en 150 hestes benzinmotor med turbo, der sprinter fra 0 til 100 km/t på sportslige 8,1 sekunder, er værdien 21,3 km/l en af bilindustriens små sensationer.
Bilen, der i sjælden grad gør det muligt at forene glæden ved åbne biler med et medlemskab af Greenpeace, er den såkaldte Ultra-udgave af Audi A3 Cabriolet. Ultra er Audis fællesbetegnelse for særligt sparsommelige modeller, der ved hjælp af sparetricks som start-stop automatik og automatisk frakobling af halvdelen af cylindrene ved almindelig marchfart kører ekstra langt på literen.
Den åbne udgave af A3 er det 22. medlem af Audis voksende Ultra-familie. De fleste kører på diesel, og selv om de bedste af oliebrænderne runder 30 km/l, er vi faktisk mest imponerede af den nyeste med turbobenzinmotor. 21,3 km/l i en rendyrket fornøjelsesbil som A3 Cabriolet, der råder over 150 benzindrevne heste og et solidt drejningsmoment på 250 Nm er ganske enkelt ikke set før.
Når Audi går lidt stille med nyheden, skyldes det måske, at Ultra-motoren er en opdatering af den næsten nye 140 hestes COD-motor. Den motor nåede Audi nemlig akkurat at introducere i Audi A3 Cabriolet inden den nu afløses af Ultra-udgaven. COD står for ‘Cylinder On Demand’ og betyder, at motoren kobler to af de fire cylindre fra, når motoren arbejder ved lav belastning – for eksempel ved almindelig landevejskørsel.
Kun ganske få kunder kan have nået at købe den ‘gamle’ 140 hestes motor, der i øvrigt klarer pæne 20 km/l. Men der er jo ingen grund til at skilte med, at den ellers fine 140 hestes motor nu pensioneres efter blot få måneders optræden i A3 Cabriolet-programmet…
Mens 140 hestes-motoren er gledet ud af det tyske A3 Cabriolet-program, optræder den fortsat i det danske. Dog kun i den åbne udgave – og formentlig kun kort tid endnu. I den ‘almindelige’ A3 Sportback med fem døre er 140-hestes motoren – som i Tyskland – allerede afløst af den stærkere og mere nøjsomme Ultra-motor.
Læs også: Audi A3 får charmeklud