Gamle mænd i nye crossovers skal løfte Seat

Seat, VW-gruppens tabsgivende spanske datterselskab, kæmper for at øge salget og skabe overskud. Midlerne er flere forhandlere og et nyt ’gadekryds’ i 2016.

Seat har længe været for Volkswagen, hvad Opel er for General Motors: Et mærke, der egentlig laver fine og endda flotte biler, men som økonomisk producerer underskud år efter år og dermed fremstår som den berygtede møllesten om halsen.

I Seats tilfælde har det samlede underskud rundet 10 milliarder kroner over de seneste otte år. Den slags gør ondt – også selv om moderkoncernen har dybe lommer. Tyskerne kan dog stadig ikke nænne at skille sig af med sin spanske forbindelse. Omvendt skal der snart til at ske noget positivt – og det skal tyske Jürgen Stackmann, der siden maj 2013 har været Seat-chef, sørge for.

Stackmann har da også en plan – og den handler om, at flere ældre bilkøbere med hang til nye, højbenede modeller skal lokkes ind til stadig flere Seat-forhandlere, fortæller han i et interview med branchebladet Automotive News Europe.

Tyske Jürgen Stackmann skal vende udviklingen i VWs spanske datterselskab, Seat.
Tyske Jürgen Stackmann skal vende udviklingen i VWs spanske datterselskab, Seat.

”Vi er det yngste bilmærke i Europa, og vi har de yngste kunder. Men over de næste fem år skal vi flytte os fra de unge og over mod de ’unge i ånden’ – og det er lettere at tiltrække nye, ældre kunder end det modsatte,” forklarer Jürgen Stackmann til Automotive News Europe.

Med ældre kunder menes der mere velbeslåede forbrugere end de typiske Seat-købere, der ikke har råd til at kravle meget længere op i Seat-programmet end til minibilen Ibiza.

Seat har tidligere forsøgt at indfange familiefædre og ’det grå guld’. Senest med mellemklassebilen Exeo, en let redesignet udgave af den foregående Audi A4, som Seat havde adgang til via VW-koncernen.  Bilkøberne så dog mere en gammel bil end en genfødt Audi, og så blev Exeo taget af plakaten efter fem år med beskedne salgstal.

Leon viser vejen for Seat
Siden har Seat fået en ny og mere moden Leon i programmet – med langt større succes. Leon bygger på samme teknik som søsterbilen VW Golf, men pakket ind i et mere lidenskabeligt, sydeuropæisk design og til lavere priser, er den en sjælden sællert blandt de større Seat-modeller.

”På kort sigt er vores vigtigste opgave at forankre Leon i den vigtige lille mellemklasse. Med både tre- og femdørs-varianter, en stationcar og en allroad-version har vi nu et komplet line-up af Leon. Alene i Europa sælges der hvert år op mod 700.000 stationcars i denne klasse, og dermed har vi endelig det rette produkt i denne klasse,” forklarer Stackmann i interviewet.

Samtidig afviser han, at Seat bliver nødt til at erobre markeder uden for Europa for at skabe overskud og vækst.

”Alle tænker, at du skal indtage hele verden, men Europa er stor nok med et totalmarked på 15 millioner biler. Vi har en markedsandel på godt to procent, så der er stadig mere end 97 procent at gå efter,” fastslår Stackmann.

På lidt længere sigt har Seat dog brug for en bil, der for alvor kan tiltrække nye og købestærke kunder. ”Redningskøretøjet” er af samme type, som alle bilmærker satser på i jagten på bedre salgstal: En moderne, højbenet crossover med masser af attitude men mindre brændstoftørst end 00ernes forslugne SUVere.

Den crossover, der kommer i 2016, er afgørende for vores fremtid, da segmentet for crossovers udgør næsten 10 procent af det europæiske marked. Det svarer til pludselig at få tilført det halve Tyskland til vores potentielle kundebase,” siger Stackmann til Automotive News Europe.

Seat har allerede løftet en flig af sløret for det kommende ’gadekryds’ med konceptbilen IBX. Vi skal dog langt ind i 2015, før vi ser den produktionsklare udgave af bilen, der endelig skal gøre det muligt for Jürgen Stackmann at gøre Seat til en overskudsforretning.

Læs mere: Skarpskåret SUV skal løfte Seat -salg

[email protected]

1 COMMENT

  1. Det er UBEGRIBELIGT, at SEAT ikke laver kampagner/sænker priserne på LEON, når Octavia og Golf sælger 6 biler hver gang Leon sælger 1!!!! Det er jo samme biler bare i forskellig indpakning…. Kom nu ind i kampen SEAT!!! Det er jo en fed bil.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here