Den danske Opel-importør forventer at kunne presse den nye Opel Astra under 200.000 kr. Der er dansk premiere til november.
Når 11. generation af Opel Astra kommer til Danmark, kan forhandlerne formentlig lokke kunder i butikken med en basispris på akkurat under 200.000 kr. Ifølge BilMagasinet er det i hvert fald hvad den danske Opel-importør satser på, når den nye Opel Astra kommer til Danmark i løbet af november.
Holder ‘ønskeprisen’ for Opel Danmark, er der tale om en stærk indgangsbillet: Til 200.000 kr. bliver Astra ikke alene noget billigere end hovedkonkurrenten VW Golf, men kan samtidig tage kampen op med billige, men velanskrevne rivaler som Kia Ceed, Hyundai i30, Skoda Octavia og Nissan Pulsar.
At prisen er konkurrencedygtig understreges af, at den billigste Opel Astra udstyres med den meget vellykkede trecylindrede turbobenziner Opel Corsa. I Astra kommer den lille 1,0 liters motor til at yde 105 hk. Det lyder beskedent, men da den nye Astra smider mellem 120 og 200 kg, vil det formentlig være tilstrækkelig med kræfter. I hvert fald for spareivrige bilister, der kan se frem til et snitforbrug på den rigtige side af 20 km/l.
Hvor meget udstyr der følger med basisudgaven af Astra ved vi dog ikke. Fem døre er dog standard – og mon ikke også det gælder manuel aircondition?
Markant design
Opel har gennem tiderne solgte mere end 24 millioner biler i den såkaldte Golf-klasse – først under det legendariske Kadett-navn, siden med navnetrækket Astra på bagklappen.
11. generation af Astra er helt afgørende for Opels plan om endelig at vende røde tal på bundlinjen til sorte. Derfor er der grundlæggende ikke sparet på noget: Astra generation K, som ‘Opelanerne’ internt kalder den nye model, er baseret på ny teknik, der faktisk gør Astra en smule mindre. Udover lavere vægt og lavere forbrug, skal det forbedre køreegenskaberne og endda øge den indvendige plads markant.
Et andet særkende bliver et markant design, der skal hjælpe Astra til at træde i karakter blandt de mange stærke biler i Golf-klassen.
Læs også: Ny Opel Astra på seriøs slankekur