Crashtest: Stjerneregn over store biler

Bilfabrikkerne gør i stigende grad avanceret sikkerhedsudstyr standard – det udløser topkarakter til syv af ni biler i seneste Euro NCAP crashtest.

Siden den fælleseuropæiske crashtest-organisation Euro NCAP strammede kravene til bilernes sikkerhedsudstyr i 2014 og 2015, har det været væsentligt vanskeligere at opnå topkarakteren fem stjerner. Adskillige velrenommerede bilmodeller har måttet nøjes med fire eller endda pinlige tre stjerner efter at have været til eksamen i Euro NCAPs testlaboratorium.

Men nu har bilfabrikkerne lært lektien: Det gælder ikke blot om at lave solide biler, der kan modstå mødet med den berygtede mur. Moderne biler skal også have alt i elektroniske hjælpemidler som automatisk nødbremse (AEB), fartbegrænser, sporassistent og skiltegenkendelse, hvis de vil have alle fem stjerner på cv’et.

Toyota Avensis har lige fået et stort facelift og klarer sig flot i NCAP-testen.
Toyota Avensis har lige fået et stort facelift og klarer sig flot i NCAP-testen.

Det har taget tid at udvikle og indarbejde de ofte avancerede hjælpemidler i produktionen – men nu begynder det at være standard i mange nye bilmodeller. Det gælder i fem af de ni biler, som Euro NCAP har testet i den nyeste crashtest – og det er med til at udløse topkarakter til biler som Volvo XC90, Audi Q7, Renault Kadjar, Toyota Avensis og VW Touran.

Store og dyre biler, vil den opmærksomme læser straks bemærke. Og det er også værd at bemærke, at flere af de testede biler kan fås uden eller med kun noget af det afgørende sikkerhedsudstyr. I sidste ende er det op til de danske importører, om det nødvendige sikkerhedsudstyr skal være standard – ellers kan biler som Renault Kadjar og VW Touran miste både en eller to stjerner. Testens mindste og billigste bil, den frække crossover Mazda CX-3, har ikke nødbremse som standard, og ender på fire stjerner. Har den heller ikke sporassistent – det har basisudgaven ikke – ryger karakteren ned på tre stjerner.

Læs det med småt
Forbrugerne skal med andre ord fortsat læse det med småt i udstyrslisten, hvis de vil være sikre på at købe en bil med femstjernet sikkerhed. På det punkt har den skærpede Euro NCAP crashtest ikke gjort det nemmere at vælge bil.

Den gode nyhed er, at skærpede krav resulterer i mere sikre biler. Ser vi bort fra det elektroniske udstyr, der hjælper til med at bremse, overholde fartgrænserne og at blive inden for de hvide striber, er de testede biler solidt skruet sammen. Den grundlæggende crash-sikkerhed er ganske enkelt på et højt niveau, når det gælder om at beskytte passagererne uanset om bilen påkøres forfra, bagfra eller fra siden.

Renault Kadjar er også en meget sikker bil. Den skal dog have nødbremse og fartbegrænser for at opnå alle fem stjerner.
Renault Kadjar er også en meget sikker bil. Den skal dog have nødbremse og fartbegrænser for at opnå alle fem stjerner.

På toppen finder vi ikke overraskende den enorme Volvo XC 90 (billedet), der både hvad angår passiv og aktiv sikkerhed er blandt de sikreste biler, som Euro NCAP nogensinde har testet. Den svenske gigant løb dog ind i et ærgerligt problem, da crashtesten afslørede, at airbaggardinerne ikke fungerede optimalt i udgaver med syv sæder. Volvo har dog straks rettet fejlen og vil snart indkalde alle modeller med syv sæder til en mindre konstruktionsændring.

En anden gigant, Audi Q7, klarer sig også godt, men måtte dog notere sig for en vis belastning af førerens bryst i frontaltesten – formentlig på grund af en rigeligt aktiv selestrammer. I virkelighedens verden vil det dog i langt de fleste tilfælde være Audi Q7s modpart, der kommer til at slå sig på den enorme SUV.

Du kan læse mere om alle de testede biler i detaljer på sikkerbil.dk

Overblik: Euro NCAP crashtest september 2017:

Audi Q7: 5 stjerner
Ford Galaxy: 5 stjerner
Ford S-Max: 5 stjerner
Volvo XC 90: 5 stjerner
Toyota Avensis: 5 stjerner
Renault Kadjar: 5-4 stjerner
VW Touran: 5-3 stjerner
Mazda CX-3: 4-3 stjerner
Mitsubishi L200 pick-up: 4-3 stjerner

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here