PSA vil vise realistisk brændstofforbrug

PSA Peugeot Citroën vil offentliggøre et mere realistisk brændstofforbrug ved reel kørsel i samarbejde med en uafhængig organisation.

I skyggen af den verserende VW diesel-skandale føler en af verdens absolut største producenter af dieselbiler nu behov for at gå enegang og ’rense luften’ – og måske også tage nogle markedsandele fra den tyske konkurrent.

PSA Peugeot Citroën oplyser, at man vil ’styrke kundernes tillid og derfor vil offentliggøre brændstofforbruget ved reel kørsel’, målt af en ikke navngiven uafhængig organisation, som supplement til de oplyste forbrugstal på den lovpligtige energimærkning. Herunder vil man anvende samme fremgangsmåde som i den fremtidige ’Worldwide harmonized Light vehicles Test Procedure’ (WLTP), der er mere repræsentativ for reel kørsel.

Den skal i 2017, efter planen, afløse den nuværende godkendte testmetode ’New European Driving Cycle’ (NEDC), som trods navnet er helt tilbage fra 1992 og kendt som værende urealistisk set i forhold til forbrugernes kørselsmønster.
Som enhver anden laboratorietest giver den anledning til optimering, hvilket myndighederne er klar over, og hvilket er blevet kritiseret af uafhængige organisationer og andre observatører.

Disse optimeringer, inklusiv frakobling af batteriet, generator osv., vil ikke længere blive tolereret i den nye test, WLTP, som for øjeblikket er til diskussion på EU-plan.

PSA understreger dog, at koncernen trods sin enegang, ’fuldt ud støtter introduktionen’ af den nye WLTP-standard i 2017, der i højere grad repræsenterer et realistisk kørselsmønster.

Afhængig af diesel
Redaktør på Hvilkenbil.dk Jens Velling forstår udmærket, hvorfor PSA-koncernen skrider til handling.

”Diesel er særligt vigtigt for PSA-koncernen, der sælger relativt få benzinmodeller. Samtidig ønsker man sikkert at distancere sig fra den mistro til dieselteknologien, som ’dieselgate’ har medført,” siger Jens Velling.

I det første halvår af 2015 har dieselbiler således udgjort hele 60,3 pct. af PSA-koncernens salg i Europa og 41,9 pct. på verdensplan.

PSA Peugeot Citroën er den første bilproducent, som anvender ’BlueHDi’ SCR teknologien (Selective Catalytic Reduction) på alle sine personbiler med Euro 6 dieselmotor. Dette forureningsbegrænsende system, som PSA har taget ca. 100 patenter på, er anerkendt af adskillige tidsskrifter som den mest effektive teknologi til reduktion af NOx. Det fungerer ved hjælp af et tilsætningsstof, AdBlue, som skal påfyldes i en lille tank for hver ca. 20.000 km. Tilsætningsstoffet sørger for, at udstødningens indhold af kvælstofilte (NOx) omdannes til vanddamp og kvælstof (en inaktiv gas) efter en kemisk reaktion med AdBlue.

Fransk forspring
PSAs erfaring på dette område og de investeringer, der er allerede er foretaget for at udvikle denne teknologi, betyder, at koncernen er godt rustet til at imødekomme de nye standarder, der bliver introduceret i 2017 og det er derfor man allerede nu er klar til at gå enegang, vurderer Jens Velling.

”PSA var blandt de første producenter til at introducere dieselmotorer med commonrail-teknologi, hvilket har givet dem nogle års forspring og værdifulde erfaringer i forhold til at konstruere motorer der lever op til de stadig strengere miljøkrav, mens VW–koncernen holdt fast i sine egne pumpe-dyse-motorer for til sidst at skrotte dem og skifte til commonrail som alle andre,” forklarer Jens Velling.

PSA oplyser i øvrigt, at man har foretaget ’en dybdegående analyse’, der slår fast, at koncernens biler aldrig har været udstyret med software eller systemer, der reducerer forureningen (herunder NOx), under test. PSA understreger også, at i løbet af 2014 blev der udvalgt 4.300 tilfældige biler fra samlebåndet for at sikre, at de tekniske specifikationer og krav var opfyldt.

Læs også: Nu rammer ‘dieselgate’ VW-salget

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here