BILTEST: Stationcarudgaven af Skoda Superb sætter ny standard for rummelighed uden at blive klodset eller tung. Tværtimod er her komfort og kvalitet for alle pengene.
Hvilken bil?
Combi er stationcarudgaven af Skoda Superb, der igen er den tjekkiske udgave af VW Passat. Superb bygges på samme platform som Passat og benytter samme teknik – også her i den absolutte topudgave med to-liters turbobenzinmotor med 280 hk, firehjulstræk, 6-trins DSG automatgear og Style udstyr til 547.000 kr. inkl. levering. Selv som hatchback er Superb så rummelig, at stationcarudgaven kan virke overflødig – men mange foretrækker Combiens design og merprisen er beskedne 10.000 kr. ekstra. Superb Combi fås fra 319.000 kr.
Vidste du at?
Skoda har nok engang tryllet med pladsudnyttelsen i den velvoksne Superb: Selv om den faktisk er én cm kortere end Passat, er akselafstanden øget med fem cm. Sammen med en højere taglinje giver det en kabine og et bagagerum, der sætter samtlige konkurrenter i den store firmaklasse til vægs.
Samtidig har tjekkerne givet Combi-udgaven af Superb en mere liggende bagklap. Sammenlignet med den næsten lodrette afslutning på søsterbilen Passat, giver det Superb et mere sportsligt udtryk til trods for, at bagagerummet sluger enorme 660 liter.
Hvordan er førerpladsen?
Stort set som i Passat. Superb har bare ikke samme, gennemgående ribber til luftdyserne – til gengæld er her indlagt smalle LED-lysbånd tværs over instrumentpanelet og i alle fire døre, der sørger for stemningsbelysning i hvid, grøn eller blå. Ergonomien er fremragende i fastpolstrede og eldrevne forsæder med det helt rigtige forhold mellem sæde, rat og pedaler – og så er her bogstaveligt talt plads til store armbevægelser i alle retninger. Skoda Superb er typisk 25.000 kr. billigere end Passat, men det mærkes ikke på finishen, der kun kan beskrives som tjekket.
Hvordan opleves kabinen?
Enorm. Ikke alene mærkbart større end en ellers rummelig klassekammerat som Ford Mondeo. På bagsædet er Superb mere gæstfri end større og dyrere luksusbiler som BMW 5-serie og Mercedes E-klasse. Du skal faktisk op i rigtige ministerlimousiner for at finde noget, der matcher Superb her. Til overflod er her betænksomme detaljer som indbyggede paraplyer i begge fordøre, særskilt temperaturregulering til bagsædepassagererne, og så et bagagerum, der ganske enkelt ikke fås større.
Sjovt nok kan hatchback’en dog være nemmere at laste f.eks. cykler og barnevogne i, fordi den fladere bagklap gør det muligt at løfte ting ind i stedet for at skubbe dem ind i Combi’en.
Er sikkerheden i orden?
Superb fik alle fem stjerner i Euro NCAPs crashtest i 2015 og klarer sig fint i de forskellige discipliner. Der er ingen nævneværdige svagheder og i virkelighedens verden vil Superb som regel nyde gavn af at være større end modparten. Superb har automatisk nødbremse, der også virker ved høj fart samt syv airbags som standard – og kan desuden udstyres med sideairbags på bagsædet samt en række assistenter som blindvinkel alarm og aktiv vejbane-assistent, der holder bilen inden for stregerne med små ratkorrektioner. Læs mere på sikkerbil.dk
Hvordan kører den?
I vores test af hatchback-udgaven med 1,4 liters motor roste vi Superbs fine affjedringskomfort, som vi foretrækker frem for søsterbilen Passats mere stivbenede undervogn. Det gælder også her i topudgaven, der med større motor, automatgear er og firehjulstræk er hele 240 kg tungere. Den ekstra vægt er faktisk et plus på lange motorvejsstræk, hvor Superb Combi både er komfortabel og klippestabil. Alligevel føles den store bil relativt adræt – den skifter gerne retning og styretøjet er både præcist og meddelsomt. Støjdæmpningen er god og med til at gøre Superb til et rigtigt langturslokomotiv.
Hvordan er motoren?
Hvor den foregående Superb hentede 260 heste ud af en 3,6 liters V6’er, sørger en effektiv turbo for at presse 280 hk ud af en firecylindret toliters-motor i den nye model. Det giver en højpotent litereffekt på 140 hk, men motoren leverer kræfterne udramatisk, orkestreret af et hurtigt og blidt skiftede automatgear med dobbeltkobling.
Men træd hårdt på speederen og de 280 heste snerrer, mens alle fire hjul sætter af og forvandler den enorme Combi til en hidsig GTI. 100 km/t nås på 5,8 sekunder – 0,6 sekunder hurtigere end en Golf GTI med Performance-pakke…
Prisen er en solid tørst, så vi vil foretrække en diesel, der passer godt til Superb Combis afslappede karakter.
Passer prisen?
Knapt 550.000 kr. er mange penge, men en topudstyret Superb Combi er også en komplet bil, der byder på plads og langturskomfort som i dyrere biler. Vi savner kun adaptiv fartpilot, og den fås for 5.400 kr. ekstra. Som udstyrsstykke er Superb Combi 4×4 nærmest billig – alligevel vil vi pege på to udgaver, der i højere grad giver mening for de fleste: Superb Combi med 150 hestes benzinmotor og Ambition-udstyr til 377.000 kr. til privatkøberen eller Combi med 150 hestes diesel, DSG-gear og Style-udstyr til 489.000 kr. til firmabilisten, der kører mange kilometer.
Er der alternativer?
Mest oplagte konkurrent er søsterbilen VW Passat Variant, der med samme motor, firehjulstræk og automatgear koster 48.000 kr. mere for mindre plads og lidt ringere komfort. Ford Mondeo med 240 hk og automatgear koster 524.000 kr., men mangler firehjulstræk. Opel Insignia er et aldrende, men også prisbilligt alternativ med 250 hestes turbomotor, 4×4, adaptiv affjedring og automatgear til 511.000 kr. Du sparer 36.000 kr. men må så leve med mindre plads og endnu større benzintørst. I luksusklassen er Audi A6 Avant med 252 hk en endnu mere raffineret oplevelse, men A6 mangler firehjulstræk, er ikke mere rummelig og over 150.000 kr. dyrere.
KONKLUSION:
For: Komfort, plads og kraftoverskud.
Imod: Benzintørst og værditab
Hvilkenbil siger:
Skoda Superb Combi er lige så vellykket som hatchback’en, har endnu mere plads og er kun 10.000 kr. dyrere. Om du er til Combi eller hatch handler om smag – uanset variant er Superb firmaklassens nye fikspunkt, men de mindre udgaver giver mere mening end flagskibet med 4×4.
FAKTA: Skoda Superb Combi 2,0 TSI 4×4 DSG Style
Vejl. pris, inkl. lev.: 547.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 25.000 kr.
Årlig ejerafgift: 3.540 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 7
Forbrug (EU-norm): 13,9 km/l
Forbrug i test: 10,3 km/l
Længde/bredde/højde: 486/186/148 cm
Bagagerum (min/max): 660/1.950 liter
Vægt: 1.635 kg
Motor: 4 cyl., 2,0 liter, turbobenzin
Effekt: 280 hk/350 Nm
0-100 km/t: 5,8 sek
Topfart: 250 km/t
Særligt standard udstyr (Style):
Regnsensor, tre-zoners klimaautomatik, fjernbetjent centrallås, el-ruder for og bag, el-spejle m. varme, multijusterbart læderrat, elektrisk multijusterbart førersæde, ratbetjent fartpilot og radio, cd-afspiller, USB-stik, 12 højttalere, kørecomputer, todelt splitbagsæde, varme i forsæderne, Smart City Brake Support, start-stop automatik, touch-screen betjening med navigation, Bluetooth, 17” alufælge, p-sensor for og bag, LED-kørelys, LED-baglygter, adaptive xenon-forlygter, paraply i begge fordøre, udvidet differentialespærre.
Metallak: 7.500 kr. Adaptiv fartpilot: 5.400 kr. Eldrevet bagklap: 7.000 kr., navigation: 4.500 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)
Læs også test af konkurrenterne:
Passat – lavere, lettere og mere lækker
Stærk diesel løfter tung Mondeo
Tyst diesel klæder Mazda 6 stationcar
Garvet Opel Insignia er stadig god