Salget af elbiler kan hurtigt bremse op, hvis afgifterne stiger, mener interesseorganisation og henviser til dårlige tyske og svenske erfaringer.
Salget af elbiler stiger i Danmark og de fleste andre lande i Europa. I august blev der solgt 677.786 nye biler i EU - 5,3 procent flere end for et år siden. Elbilerne vinder endnu mere frem med 120.797 solgte biler i august - en fremgang på 30,2 procent.
Udviklingen er glædelig for den grønne omstilling - men det er langt fra sikkert, at den fortsætter, advarer Mobility Denmark. Den danske interesseorganisation repræsenterer en lang række aktører i den danske bilbranche som bilproducenter, bilimportører, ladeoperatører, finansierings- og leasingselskaber samt delebilstjenester og biludlejning.
Salg kan hurtigt bremse op
“Udviklingen viser, at efterspørgslen på grønne biler fortsat vokser, og at forbrugerne i stigende grad efterspørger elektriske alternativer. Dog er tempoet på den grønne omstilling fortsat afhængig af gode, stabile rammer – og erfaringerne fra flere europæiske markeder har vist, at salget hurtigt kan bremse op, hvis de økonomiske incitamenter fjernes for tidligt,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Han henviser til udsigten til, at Danmark begynder at øge afgifterne på elbiler fra årsskiftet. Erfaringen fra Tyskland og Sverige er, at når man fjerner den økonomiske gulerod for at købe elbiler, begynder salget omgående at falde.
I Sverige er andelen af elbiler faldet markant, helt ned til 34,1 procent i august, som et resultat af, at tilskuddet til køb af elbil blev fjernet for tidligt.
Også Tyskland oplevede et markant og meget omtalt dyk i andelen af elbiler, da tilskuddene blev afskaffet i slutningen af 2023.
Siden har Tyskland genindført flere støtteordninger til elbiler, og det har omgående haft effekt. I årets første otte måneder er salget af elbiler i Tyskland steget med hele 45 procent.
Støtte er afgørende
Det er endnu mere end i Danmark, hvor andelen af elbiler ‘kun’ blev øget knapt 28 procent i august. Her skal man dog huske, at Danmark ligger i den absolutte top, når det gælder salg af elbiler: Mere end to tredjedele af alle nye biler, der sælges i Danmark, er elbiler - så høj en andel har Tyskland slet ikke.
Pointen er, at fortsat støtte er nødvendig, hvis man vil have flere til at vælge elbiler for dermed at reducere CO2-udslippet i EU. Derfor advarer Mobility Denmark mod at gennemføre den planlagte stigning af afgifterne på elbiler i Danmark:
“De seneste tal viser, at elbilerne er med til at drive væksten i EU’s bilsalg, men erfaringerne fra både Sverige og Tyskland viser tydeligt, at tempoet hurtigt kan styrtdykke. Danmark risikerer nu at gentage samme fejl, når registreringsafgiften på elbiler stiger fra nytår. Hvis vi skal fastholde tempoet i den grønne omstilling og bevare vores position som foregangsland, kræver det politisk mod til at afskaffe registreringsafgiften permanent og skabe en fremtidssikret model, der belønner grøn teknologi,” siger Mads Rørvig.
Politisk uenighed
Før sommer indledte daværende skatteminister Rasmus Stoklund (S) forhandlinger om en ny aftale om registreringsafgift på biler. Målet var at blive færdige inden sommerferien. Det lykkedes ikke, og siden har Rasmus Stoklund forladt skatteministeriet for at blive udlændinge- og integrationsminister.
Angiveligt kan regeringen ikke internt blive enige om en ny registreringsafgift: Socialdemokratiet vil indføre registreringsafgift ‘fra toppen’ på de dyreste elbiler for at kunne friholde de mindre og billigere elbiler for afgift. Venstre ønsker ifølge vedholdende rygter helt at afskaffe afgifterne på elbiler.
Rammer elbiler over 363.000 kr.
Hvis ikke der opnås enighed, træder den oprindelige aftale om indfasning af registreringsafgift på elbiler frem mod 2030 i kraft fra årsskiftet. Konkret betyder det, at alle elbiler, der koster over 363.000 kr., stiger i afgift. I dag ligger grænsen ved 419.000 kr.
Frem mod 2030 sættes afgiftsgrænsen yderligere ned, så stadig flere elbiler vil blive ramt af stigende afgifter.