Salget af Alfa skal tredobles. Det skal ske ved at udfordre ærkerivalen BMW med egne midler som suveræn køreglæde – derfor storsatser Alfa frem over på baghjulstræk.
Spændende nyheder for bilentusiaster og især Alfa-tifosi: Fremover skal det italienske bilmærke være synonym for køreglæde på samme måde som BMW kalder sig ”den ultimative køremaskine”. Midlet er det samme, nemlig en satsning på at lade langt de fleste modeller gå fra for- til baghjulstræk, der sædvanligvis forbindes med de bedste og mest velafbalancerede køreegenskaber.
Satsningen skal sparke liv i det småslumrende Alfa-salg. For tiden ligger det årlige salg af Fiat-koncernens sportslige mærke på beskedne 100.000 biler, men ifølge Car Magazine ønsker Fiat-chef Sergio Marchionne at tredoble salget af Alfa. Det vigtigste middel bliver satsningen på baghjulstræk.
Marchionne udnytter dermed en åbning hos Alfas ærkerival BMW. Tyskerne er nemlig i færd med – helt frivilligt – at opgive deres position som det eneste mainstream-bilmærke, der udelukkende kører med baghjulstræk. BMW vil nemlig også løfte salget – med hele 1 mio. biler – og det skal ske med en storstilet satsning på en række mindre BMW- og Mini-modeller, der alle får forhjulstræk. For mange BMW-fans er det nærmest en kættersk tanke, og noget tyder altså på, at Marchionne ser en mulighed her.
Første baghjulstrækker i 2015
Beslutningen kan dog også hænge sammen med, at Alfa gennem købet af amerikanske Chrysler pludselig har adgang til flere amerikanske ”platforme”, der er baseret på baghjulstræk. Det harmonerer også godt med Car Magazine’s historie om, at Alfa er på vej med dels to sedaner, dels to SUV-modeller. Den første af de nye modeller, en BMW 3-serie konkurrent med navnet Giulia, dukker op i 2015 og skal ses som afløser til den udgåede Alfa 159. Året efter følger Alfa op med en BMW 5-konkurrent, der kan få navnet Alfetta og også kommer som stationcar. I 2017 og 2018 kommer turen til to SUV’ere, der skal matche henholdsvis BMW X1 og X3.
At Sergio Marchionne slår to fluer med et smæk ved at satse på baghjulstræk, er der næppe tvivl om: Alfa skal nemlig også relanceres i USA, og her rynker man ofte på næsen af sportslige biler med forhjulstræk. Og hjemme i Europa står der måske en flok skuffede BMW-fans klar til at købe en baghjulstrukken Alfa, når de rammer markedet i 2015.