Alpine udfordrer Porsche med tre-motors crossover

Med tre-elmotorer med tilsammen 470 hk vil Renaults sportsmærke Alpine udfordre Porsche på køreoplevelse. Mød el-crossoveren A390.

Alpine, Renaults sportsmærke, går direkte efter Porsche Macan med den elektriske crossover A390. Midlerne er hele tre elmotorer, der skal sikre en køreoplevelse ud over det sædvanlige.

Ud over en elmotor, der trækker forhjulene, har Alpine A390 en elmotor til hvert baghjul. Dermed kan kræfterne fordeles optimalt gennem sving, hvor det yderste hjul trækker mere end det inderste. Det forbedrer vejgrebet, sender flere kræfter ned i asfalten og giver en ”meget mere flydende, delikat oplevelse af kontrol,” som Alpine-chef Philippe Krief fortalte britiske Autocar under præsentationen i går.

Skal tilføre ’lethed’

De tre motorer yder tilsammen 345 kW (470 hk) i topudgaven GTS, mens en mindre GT nøjes med 294 kW (400 hk). Sidstnævnte har også tre motorer og dermed den ”oplevelse af lethed”, der er den store fordel ved at benytte en elmotor til hvert baghjul.

Alpine A390 er 462 cm lang, 153 cm høj og 189 cm bred. Bagagerummet sluger 532 liter.

”Du kan skabe en særdeles hurtig reaktionstid. Den opfører sig som en lettere bil,” siger Philippe Krief og fordelen ved at benytte tre motorer. Formålet er at camouflere elbilers høje vægt – Alpine A390 vejer 2,1 ton – og dermed forbedre køreoplevelsen.

For Alpine er det særligt vigtigt. Mærket, der i dag fungerer som Renaults sportslige undermærke, er berømt for sportsvognen A110, der blev ’genfødt’ i 2017. Næste år udgår den af Alpine-programmet, der fremover udelukkende vil satse på elbiler. A390 er Alpines anden elbil, den første er A290, Alpines udgave af Renault 5.

Alpine A390 kan da også fremvise yderst sportslige præstationer. GTS-udgaven rykker fra 0-100 km/t på blot 3,9 sek., men den store oplevelse skal altså være køreegenskaberne. A390 skal ”genskabe ånden fra A110 i en fem-dørs crossover,” siger Philippe Krief om bilen.

Ca. halv mio. kr.

Priserne kan blive interessante. Selv om Alpine først lanceres i begyndelsen af 2026, afslører mærket, at priserne skal begynde fra 65.000 euro – det kan oversættes til lige omkring en halv million kroner i Danmark. Til sammenligning begynder den billigste Porsche Macan med baghjulstræk og én motor med færre kræfter fra 730.000 kr.

Alpine A390 deler platform med Renault Scenic, og det anes i kabinen.

Med de noget lavere priser vil Alpine også konkurrere med power-udgaver af elbiler som Audi Q4 e-tron, Tesla Model Y og VW ID.4.

Baseret på Renault Scenic

En af grundene til, at Alpine kan holde prisen nede, er at man nøjes med 400 volt teknologi. Platformen kommer nemlig fra Renault Scenic Electric. Det kan bl.a. ses ved lynladestanderen, hvor A390 peaker ved 190 kW. Til sammenligning tager Porsche Macan med 800 volt imod 270 kW.

Renault opgiver ikke samlet ladetid for batteriet på 89 kWh, der giver en rækkevidde på 555 km.

Til gengæld fremhæver Alpine, at batteriet er ’hjemmelavet’ i Europa: Selve battericellerne kommer fra franske Verkor, samles i moduler i Dunkirk og bliver til færdige batteripakker i Renaults Ampere-fabrik i Douai. Dermed er Renault/Alpine blandt de meget få bilmærker, der klarer sig uden kinesiske batterier i deres elbiler.

Google-software

Inde i Alpine A390 er slægtskabet med Renault Scenic også synligt. Centerskærmen står også lodret og har samme ekstremt velfungerende Google-software. Her er også masser af fysiske genvejstaster til bl.a. ventilation, der gør betjeningen mere intuitiv.

Trods den faldende taglinje, der sender en hilsen til sportsvognen A110, skal der være fin plads i kabinen.

En forskel er to genvejstaster i Alpine-rattet: En til at justere graden af regenerering af bremseenergi og anden knap, der kortvarigt booster motorydelsen.

Overvejer dansk lancering

A390 er den anden af i alt syv elektriske modeller, som Alpine vil lancere i de kommende år. Den tredje og næste bliver en elektrisk afløser for sportsvognen A110, der både skal komme som coupé og roadster med stoftag. Derefter kommer turen til A310, en fire-dørs coupé, der bl.a. skal konkurrere med Polestar 4.

Derefter kommer der efter planen to store Alpine-modeller – bl.a. en stor SUV, der skal udfordre Porsche Cayenne. De to store Alpine-modeller var udset til at være spydspids for Alpines indtog i USA. Præsident Trumps straftold på importerede biler har dog umiddelbart spændt ben for de planer, så spørgsmålet er, om Alpine overhovedet vil lave dem. På det europæiske hjemmemarked bliver de formentlig så dyre, at det bliver svært at få økonomi i projektet.

Herhjemme overvejer den danske Renault-importør fortsat, om man vil lancere Alpine-mærket i Danmark.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here