Analyse af det globale marked for elbiler forudser eksplosiv vækst i elbilsalget. Inden 2030 vil mere end hver anden nye bil være en elbil.
Elbiler står foran et gennembrud, der kan ændre bilmarkedet markant inden for få år. Det viser en ny analyse fra Strategy&, der er en del af rådgivningshuset PwC og kendt for at lave langsigtede prognoser for bilindustrien.
Ifølge analysen vil elbiler i løbet af dette årti gå fra at være niche til at blive hvermandseje. I 2023 stod elbiler for omkring 14 procent af alle nye biler på verdensplan – i 2030 ventes andelen at være over 50 procent.
Billigere i drift
Den eksplosive vækst handler ikke mindst om, at elbiler bliver billigere at eje og køre i end benzin- og dieselbiler. Batterierne falder hele tiden i pris og holder længere, og strøm er i forvejen billigere end brændstof. Ifølge Strategy& bruger en elbil kun omkring en tredjedel så meget energi som en tilsvarende benzinbil, når hele energikæden tages med i beregningerne.
Konkret betyder det, at flere og flere forbrugere vil opleve, at det ganske enkelt er billigere at køre i elbiler.
Lynopladning på 10 minutter
Teknologien udvikler sig samtidig i rekordfart. Allerede i slutningen af dette årti ventes nye elbiler at kunne lynlade 400 kilometers rækkevidde på omkring 10 minutter. Det bliver muligt, fordi stadig flere elbiler bygges med 800 volt-teknologi og mere effektive batterier.
Også energiforbruget pr. kilometer falder, fordi batterierne bliver lettere, og elmotorerne mere effektive. Det giver både længere rækkevidde og lavere elregning. Udviklingen er godt i gang. Et godt eksempel er den nye Mercedes CLA, der kombinerer 800 volt teknologi med et rekordlavt strømforbrug, der giver en rækkevidde på næsten 800 km.
Store regionale forskelle
Udviklingen går dog ikke lige hurtigt i hele verden. Kina er klart foran og har allerede en elbilandel på over 30 procent af nybilsalget. Landet producerer samtidig omkring 75 procent af verdens elbilbatterier.
Europa følger efter med en gennemsnitlig andel på omkring 20 procent af nybilsalget i 2023. I Norge er elbiler for længst blevet hverdag – her var 95 procent af alle nye biler i 2024 en elbil. I Danmark var mere end hver tredje nye bil i 2024 på el. Aktuelt vælger 85 pct. af danske bilkøbere i dag en elbil, når de køber ny bil.
I USA – verdens næststørste bilmarked - går udviklingen langsommere. Her var kun 9 procent af nye biler i 2024 elbiler. Til gengæld er investeringerne i gang, og Strategy& vurderer, at markedet kan accelerere hurtigt, når priserne falder yderligere.
Imod taler præsident Donald Trumps ’krig mod elbiler’, der fjerner de fleste former for støtte til køb af elbiler og opsætning af ladestandere. Ikke desto mindre fortsætter store amerikanske bilproducenter som Ford med at satse på elbiler. Langt ind i bilindustrien er der enighed om, at omstillingen til elbiler ikke kan stoppes i USA – højst forsinkes.
Fremtiden er elektrisk
Strategy& konkluderer, at elbiler i løbet af de næste fem til ti år vil overhale benzin- og dieselbiler i salget. Men der er stadig bump på vejen: Udbygningen af ladeinfrastruktur skal følge med, og adgangen til råstoffer som litium og nikkel kan blive en flaskehals.
Alligevel er konklusionen klar: Med billigere drift, hurtigere opladning og mere effektive batterier er elbilen på vej til at blive det oplagte valg for de fleste bilkøbere – og det vil ske inden 2030.