Du sparer tusindvis af kroner, når du lader bilen stå, og arbejder hjemme i stedet for at køre på arbejde.
Er du også en af de mange, der efter corona er begyndt at arbejde hjemme en eller flere dage om ugen?
Så er du sandsynligvis også en af dem, der sparer på bilbudgettet, de dage du dropper turen til kontoret, sætter dig til skærmen på hjemmekontoret og lader bilen stå i carporten.
Det viser et regnestykke, som FDM har lavet for Finansforbundet.
”Det er dyrt at køre i bil, og værditabet øges, jo mere du kører i bil. Derfor er det godt for din pengepung at arbejde hjemme,” siger forbrugerøkonom hos FDM, Ilyas Dogru.
Han har lavet et regnestykke, der tager udgangspunkt i to klasser af biler kørende på henholdsvis benzin og el. På den baggrund konkluderer han, at man eksempelvis kan spare 130 kroner om dagen, hvis man kører en benzinbil i 300.000 kroners-klassen og arbejder hjemme på fuld tid.
Det lyder måske ikke af så meget, men på årsplan bliver besparelsen til hele 28.000 kr., viser beregningen.
”Der hvor de fleste går galt i byen er, at de bare kigger på, hvor meget de sparer på brændstof, når de lader bilen stå. Men det er en helt forkert tilgang,” slår forbrugerøkonomen fast.
Konstante udgifter
Han peger på, at der er en lang række andre faktorer, man er nødt til at have med i sine beregninger. Ud over de variable udgifter som brændstof og løbende vedligehold, der afhænger af, hvor mange kilometer du kører, er der også faste udgifter. Det gælder blandt andet forsikring og ejerafgift, som du skal betale, lige meget hvor mange gange du kører bilen ud af garagen.
Samtidig er der også nogle såkaldte kapitalomkostninger, der er delvist afhængige af, hvor mange kilometer du kører. Der er også omkostninger, du ikke kan undgå, selvom du lader bilen stå. Det gælder blandt andet bilens tab af værdi.
”Den største post i bilbudgettet er værditabet. Bilen er den næststørste investering hos danskerne efter en bolig. Men det er også den dårligste investering, fordi stort set alle biler taber værdi. Derfor skal man huske, at bilen jo stadig bliver ældre, selvom du arbejder hjemme,” fastslår Ilyas Dogru.
Udhulet befordringsfradrag
Der er dog nogle penge, du vil gå glip af, hvis du lader bilen stå i garagen. Det gælder blandt andet befordringsfradraget, som man får, hvis man har over 12 kilometer til arbejde.
Det batter dog ikke det store i det samlede regnskab, slår Ilyas Dogru fast.
”Det er ikke befordringsfradraget, der kommer til at være afgørende for, om du skal vælge at tage bilen på job eller arbejde hjemme,” siger han og uddyber:
”Befordringsfradraget er blevet udhulet så meget, at det ikke er tidssvarende. Det tager ikke højde for det reelle værditab, som bilerne har. Så det bliver en underskudsforretning for medarbejderne, hvis de skal stille deres bil til rådighed for arbejdspladserne. Det tilskynder heller ikke til at tage et arbejde, der ligger længere væk fra hjemmet, fordi det er så småt.”
FDM’s regnestykke tager udgangspunkt i foreningens bilbudget for 2023. I regnestykket antages det, at der køres 20.000 kilometer per år – halvdelen arbejdsrelateret og den anden halvdel fritidsrelateret.
Du kan selv gå på opdagelse i skemaet her: Det sparer du på bilen ved at arbejde hjemme