Batterigigant fordobler levetid for nyt superbatteri

litium metal batteri

Verdens største batteriproducent hævder at have fordoblet levetiden på nyt superbatteri med længere rækkevidde end faststof-batterier.

Der forskes fortsat på livet løs i nye batterityper til fremtidens elbiler. Målet er som altid at skabe et batteri, der på samme tid er holdbart, let, billigt og tilbyder lang rækkevidde og hurtig opladning.

Teknisk svarer det ofte til at have mel i munden og blæse samtidig. Det er svært. Forbedrer man rækkevidden, koster det som regel et andet sted – det kan være på prisen og vægten.

Men det vedvarende arbejde betaler sig. Batterierne bliver hele tiden bedre. I løbet af de seneste 10 år er elbilers rækkevidde mere end fordoblet. 

Dobbelt så meget energi

Seneste landvinding kommer fra kinesiske CATL. Verdens største batteriproducent hævder, at de har opnået et gennembrud for såkaldte litium metal batterier, LMB. Ifølge CATL er det lykkedes at fordoble batteriets forventede levetid samtidig med at energitætheden er øget. Og den er i forvejen høj for LMB-batterier: Hele 500 Wh/kg. Det er ikke alene dobbelt så meget som de udbredte nikkel mangan kobolt (NMC) batterier, men også bedre end de hypede faststof-batterier (solid state).

CATL erkender, at man endnu ikke er i mål med den nye teknologi. Det er stadig en udfordring at finde balancen mellem energitæthed og levetid: Hvis du øger energitætheden, slides batterierne hurtigere og vice versa.

Ny type elektrolyt

Nøglen til den forbedring, som CATL kalder ”et afgørende skridt frem mod en kommercialisering af LMB til brug i bl.a. elbiler,” er brugen af en ny type flydende elektrolyt.

CATL opdagede, at den primære grund til at litium metal batterier fejlede, var at elektrolytten lynhurtigt blev slidt ned. Løsningen var at skifte til en såkaldt LiFSI litium salt med højere stabilitet, der har forlænget battericellernes livslængde.

CATL’s opdagelse tyder på, at batteriproducenterne skal lægge mere vægt på elektrolyttens holdbarhed. Et andet studie fra januar har vist, at holdbare elektrolytter er nøglen til at forlænge levetiden for nikkel metal batterier: Her viste et forsøg, at et LMB stadig kan have 80 pct. kapacitet efter 3.000 opladninger.

[email protected]

1 COMMENT

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here