Trods fald i juli er bilsalget reelt stadig meget højt. Mikroklassen og i særdeleshed den populære VW Up topper fortsat danskernes bilkøb.
Der blev indregistreret 14.319 nye personbiler i juli, har De Danske Bilimportører netop offentliggjort. Det er godt nok 3.231 færre end i juni, men det er ganske normalt, at julitallet er lavere, da mange holder ferie.
Set i forhold til juli sidste år er der tale om et forholdsvis stort fald på 14,4 procent, men det skyldes, at bilsalget i netop juli sidste år var helt ekstraordinært stort.
Det samlede salg af personbiler i årets første syv måneder er fortsat 5,2 procent højere end i den tilsvarende periode sidste år.
”Vi oplever, at markedet, sammenlignet med juli 2012, bremser lidt op. Det er naturligvis aldrig godt med en to-cifret tilbagegang, men når det så er sagt, så er det værd at være opmærksom på, at netop juli 2012, var en exceptionel god måned, og at salget i år fortsat ligger pænt over juli 2011, der på daværende tidspunkt var på vej til at blive rekordår,” siger Bent Mikkelsen, adm. direktør hos De Danske Bilimportører i en pressemeddelelse.
Juli-tilbagegangen får da heller ikke bilimportørerne til at frygte for udviklingen i danskernes bilkøb for resten af 2013.
Overordnet ligger markedet på et rigtigt højt niveau, og vi mærker fortsat stor efterspørgsel i markedet, så det er vores klare forventning, at markedet vil udvikle sig stabilt i resten af 2013,” siger Bent Mikkelsen.
Også salget af varebiler tog efter fremgang i juni et nyt dyk i juli – på 6,9 procent. Det samlede salg i årets første syv måneder ligger 2,9 procent under niveauet fra samme periode sidste år.
De 10 største bilmærker i Danmark:
Bilmærke Antal solgte biler Markedsandel
1. VW 14.907 14,0%
2. FORD 9.005 8,5%
3. SKODA 8.043 7,6%
4. TOYOTA 7.956 7,5%
5. PEUGEOT 7.535 7,1%
6. CITROËN 6.840 6,4%
7. KIA 6.637 6,3%
8. RENAULT 6.502 6,1%
9. HYUNDAI 5.355 5,0%
10. OPEL 4.132 3,9%