Bilkørsel er billigere end nogensinde

Faldende brændstofpriser og ekstremt effektive nye biler betyder, at det nu kun koster 50 øre i brændstof at køre en kilometer.

Brændstofpriser på den dyre side af 12 kr. literen og verdens højeste bilafgifter. Der er mange grunde til at tro, at det er dyrt at køre bil i Danmark, men faktisk har det aldrig været billigere. Det fastslår en undersøgelse foretaget af banken Spar Nord og BilBasen.dk

Ifølge analysen koster det i dag nemlig kun henholdsvis 48 øre for dieselbilister og 58 øre for benzinbilister at køre en kilometer i en gennemsnitlig, ny bil.

Udviklingen skyldes først og fremmest, at vi køber langt mere brændstoføkonomiske biler end nogensinde før. Ifølge Danmarks Statistik kører en gennemsnitlig, ny personbil i dag 22 kilometer på en liter brændstof. Det tal dækker over benzinbiler, der i gennemsnit kører 21,6 kilometer per liter brændstof, mens dieselbilerne er helt oppe på 24,5 km/l.

Samtidig er de danske brændstofpriser faldet til det laveste niveau i to år. Ifølge brancheforeningen Energi- og olieforum ligger gennemsnitsprisen på en liter blyfri 95 på 12,68 kroner, men mange steder presser lokal konkurrence prisen væsentligt længere ned – især i de tidlige morgen og sene aftentimer.

Minibilerne dominerer
De små personbiler udgør en stadig større del af den danske bilpark, og de seneste år har minibilerne stort set overtaget markedet for salg af nye personbiler til private i Danmark. I dag udgør de to mindste bilklasser 85 pct. af private danskeres køb af nye biler. Og de allermindste biler sidder på to tredjedele af det samlede salg, godt hjulpet af en indædt priskrig, der har presset flere biler helt ned på 80.000 kr.

Netop udbredelsen af minibilerne er med til at presse omkostningerne ved transport i egen bil i bund. For det er ikke bare bilen, der er lille – det er alle omkostninger forbundet med at holde bilen, der også er skrumpet til miniformat, siger cheføkonom i Spar Nord, Jens Nyholm.

Hos BilBasen henviser markedsanalytiker Jan Lang til, at udviklingen har betydet, at den nye, danske bilpark nu er blandt de mest brændstoføkonomiske i Europa.

– Mens en gennemsnitlig, ny bil i Danmark kører 22 kilometer per liter brændstof hedder det tilsvarende tal for Tyskland, Sverige og Frankrig henholdsvis 19,4, 20,2 og 18,6 km/l. Til gengæld er vores nye biler betydeligt mindre end dem i vores nabolande, forklarer Jan Lang.

Udsigt til stigende udgifter
De rekordlave brændstofomkostninger kan imidlertid blive en kortvarig fornøjelse, for ifølge Jens Nyholm er der udsigt til, at priserne stiger.

– Det aktuelle prisfald hænger sammen med en svækkelse af den amerikanske dollar og et tilbagefald i olieprisen på grund af den økonomiske opbremsning i BRIK-landene. Begge forhold ser imidlertid ud til at være af midlertidig karakter, uddyber Jens Nyholm og tilføjer:

– Så hvis vi fortsat skal transportere os bag rattet for bare 50 øre per kilometer, skal vi have endnu mere brændstoføkonomiske biler på vejene.

Kilder:
Danmarks Statistiks statistik for ”Energieffektiviteten for nyregistrerede biler 2013”.
Energi- og Olieforums månedsstatistik for prisudvikling på brændstof. 

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here