Mens Tesla er i krise vinder VW vinder terræn og slår Tesla i både Europa og USA. Nye salgstal viser, at flere elbilkøbere vælger tysk.
Den enes død, den andens brød: Mens krisen fortsætter for Tesla, har VW for alvor fundet gnisten. Nye tal fra årets første kvartal tyder i hvert fald på, at VW finder stadig mere vejgreb på det konkurrenceprægede marked for elbiler – både i Europa og USA.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har VW mere end fordoblet sit salg af elbiler i Europa sammenlignet med samme periode sidste år. Hvor de i første kvartal 2024 solgte omkring 74.000 elbiler, har de i år sendt over 150.000 batteribiler ud på vejene.
Samtidig er det gået markant ned ad bakke for Tesla, der har mistet næsten halvdelen af sit salg i Europa. I januar solgte Tesla kun 9.945 biler – et fald på hele 45 pct. i forhold til samme måned året før, viser tal fra European Automobile Manufacturers’ Association. Det sker endda i en tid, hvor elbilsalget i Europa samlet set er steget med 37 pct.
Tesla ned – VW op
Også på Teslas amerikanske hjemmebane har VW fået langt mere medvind. Her steg salget med fem pct. i årets første tre måneder. En pæn fremgang, når man tænker på, at det amerikanske marked ellers er præget af usikkerhed. Tesla derimod har haft svært ved at følge med og leverede færre biler end i noget andet kvartal siden midten af 2022.
VW står dog overfor nye udfordringer på det amerikanske marked, efter at USA har indført 25 pct. told på importerede biler. Det har fået VW til midlertidigt at sætte al eksport til USA på pause.
Musk hjælper VW
At VW nu sælger flere elbiler mens Tesla taber markedsandele, har ifølge eksperter og analytikere flere årsager.
VWs elbiler som ID.4 og ID.3 er efter en hård start med massive software-problemer modnet og forbedret med opdateringer af både hardware og software. Samtidig er priserne løbende sat ned, lige som leveringstiderne er korte.
Omvendt er Tesla kørt ind i en alvorlig krise. Teslas biler er gamle sammenlignet med konkurrenternes, den nye og dyreste model Cybertruck sælger dårligt og endelig er Teslas chef Elon Musk blevet grundigt upopulær i Europa og USA. Musks støtte til præsident Trump og hans – muligvis ulovlige – arbejde med at skære ned på offentlige institutioner i USA, har medført massive protester verden over.
I Tyskland, hvor Tesla ellers fremstiller deres bestseller Model Y i Berlin, er mange tyskere ekstremt vrede over Musks indblanding i tysk politik og hans direkte støtte til det kontroversielle parti Alternative für Deutschland.
Alt tyder på, at VW vinder på utilfredsheden med Elon Musk, fordi den går ud over Tesla.
Problemer i Kina
Men situationen er kompleks. Ud over nye udfordringer med amerikansk told har VW også vedvarende problemer på verdens største bilmarked i Kina. Her måtte VW notere en salgs-tilbagegang i første kvartal på syv pct.
Den markante fremgang i salget af elbiler ligner dog en kæmpe fjer i hatten for VW, der for et år siden havde anderledes svært ved at sælge elbiler. Lige nu ser Teslas tab ud til at være VWs gevinst.