Salget af elbiler fortsætter med uformindsket styrke. Elbiler stod for 63 pct. af bilsalget i april – blandt private er andelen 83 pct.
Det danske bilsalg var mere stabilt end stigende i april, hvor der blev indregistreret 15.118 nye biler. Det er på niveau med samme måned sidste år, hvor der også blev indregistreret lidt over 15.000 nye biler.
Til gengæld holder elbilerne speederen i bund. Elbiler sad på 63,3 pct. af bilsalget herhjemme i april – eller hvad der svarer til knapt to tredjedele af det samlede nybilsalg.
Det er en markant stigning på 45,5 pct. sammenlignet med samme måned sidste år og vidner om fortsat stærk vækst for elbiler i Danmark.
Filtrerer man firmabilerne fra, ser elbilerne endnu mere populære ud: 83 pct. af de private nybilsbilkøbere valgte en elbil i sidste måned.
Flere elbiler end forventet
Ifølge FDM er Danmark nummer to i verden på andel af elbiler, kun overgået af Norge.
Udbredelsen af elbiler går så hurtigt, at den nu spiller en afgørende rolle for regeringens vurdering af, at Danmark ser ud til at nå de aftalte klimamål for 2030.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har tilmed opjusteret deres prognose for elbilernes udvikling i deres nyeste Klimafremskrivning. Nu forventer regeringen, at Danmark allerede i 2028 runder milepælen én million elbiler i Danmark. I 2030 vil tallet være helt oppe på 1,4 millioner elbiler til gavn for den grønne omstilling.
Vil afskaffe registreringsafgift
Hos Mobility Danmark, der er brancheforening for flere aktører i den danske bilbranche, glæder man sig over udviklingen. Men opfordrer samtidig til at sikre, at udviklingen kan fortsætte.
”Vi er enige med Klimafremskrivningen i, at antallet af elbiler vil fortsætte med at vokse i de kommende år, og vi tror tilmed, at vi kan skrue endnu mere op for ambitionerne. Men udviklingen kommer ikke af sig selv, og erfaringer fra vores nabolande har vist, at elbilsalget hurtigt kan tabe terræn, hvis incitamenter fjernes. Derfor er det vigtigt, at politikerne griber den historiske mulighed for at skabe en bilbeskatning, der permanent styrker danskernes muligheder for at købe grønnere biler ved at afskaffe registreringsafgiften på elbiler,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
VW-familien dominerer
Nærlæser man salgstallene fortsætter en udvikling, hvor Tesla fortsat sælger mindre mens europæiske elbiler sælger stadig bedre.
Især elbilerne fra VW-koncernen er blevet populære hos danske bilkøbere. De tre bedst sælgende elbiler i april var alle fra VW-koncernen, der i alt har ni biler på top 10-listen over de mest solgte biler i april.
Skoda Enyaq, der netop er kommet i faceliftet udgave (foto), topper suverænt listen med flere end 1.000 solgte biler.
Top 10 personbiler i april 2025
Mærke | Model | Antal | |
1 | Skoda | Elroq | 1.031 |
2 | Volkswagen | ID.4 | 633 |
3 | Audi | Q4 e-tron | 420 |
4 | Toyota | bZ4X | 419 |
5 | Volkswagen | ID.3 | 403 |
6 | Skoda | Enyaq iV | 371 |
7 | Cupra | Formentor | 362 |
8 | Audi | A5 | 342 |
9 | Cupra | Terramar | 303 |
10 | Volkswagen | T-Roc | 303 |
Kilde: bilstatistik.dk