10 centimeter længere og med plads til 35 liter mere i bagagerummet – Touring-udgaven af BMWs 3-serie handler fortsat mere om sportslig stil end praktisk sans. OPDATERET.
De første billeder af 3-serie Touring – BMW’sk for stationcar – afslører som forventet en elegant stationcar, der er som snydt ud af kølergrillen på den større 5-serie. Ligheden med den foregående 3-serie er også umulig at overse – konservativ design-evolution er som bekendt godt for værdifastheden og kundeloyaliteten.
Lidt er der dog sket under de slanke, sportslige former. 3-serie Touring er 10 centimeter længere end forgængeren, og der giver både lidt ekstra benplads på bagsædet og udvider bagagerummet med 35 liter, så det nu sluger 495 liter med bagsædet oppe.
Er det i underkanten, er bagsædet i øvrigt tre-delt, så man kan lægge det ned fordelt 40-20-40. Det er altså muligt at sidde to på bagsædet med meget lange genstande imellem sig – 3 Touring er forberedt på en skitur.
Pris fra 558.000 kr.
En anden praktisk og velkendt detalje er bagruden, der kan åbnes separat. Muligheden for tagræling er til gengæld forsvundet: Skal der boks på taget monteres den i en diskret og lav liste, der reducerer vindmodstand og sparer brændstof.
Mens sedan-udgaven af den nye 3-serie efterhånden fås med mindre motorer, introduceres Touring-udgaven i første omgang kun med tre potente kraftværker: 328i med 245 hestes benzinmotor og dieselalternativerne 320d og 330d med henholdsvis 184 og 258 hk. 6-trins manuelt gear er standard, 8-trins automat er ekstraudstyr. De mere populære og billigere udgaver som 318d og 320i følger senere.
Merprisen for den praktiske bagklap er 31.500 kr. Dermed placerer 3-serie Touring sig prismæssigt akkurat mellem ærkerivalerne Audi A4 Avant og Mercedes C-klasse Touring.
De første 3-serie Touring kommer til Danmark i september. Priserne, inkl. lev., begynder ved:
320d: 558.000 kr.
328i: 604.000 kr.
330d: 774.000 kr.