Fart og dyre biler hænger sammen, viser FDM-undersøgelse. Jo dyrere bilen er, desto større er risikoen for, at ejeren får en fartbøde. BMW-ejere får flest fartbøder.
Har du også en opfattelse af, at ejere af dyre biler giver den lidt ekstra gas? Så har du faktisk ret i din formodning. Ejere af såkaldte premium-mærker får i hvert fald de fleste fartbøder – jo dyrere bil, desto flere fartbøder. Det viser den såkaldte AutoIndex-undersøgelse som bl.a. den danske bilklub FDM står bag.
Ifølge undersøgelsen har 23 procent af ejerne af biler til en halv million kroner eller derover fået mindst én fartbøde i 2017. Til sammenligning har kun 13 procent af ejerne af biler, der koster 400.000 kroner eller derunder fået en fartbøde i det forgangne år. Der er altså penge at spare på mere end én måde, ved at køre i lidt billigere biler.
AutoIndex-undersøgelsen er baseret på svar fra 41.000 danske bilejere. De største fartsyndere er BMW-ejerne: Næsten hver fjerde ejer af det tyske bilmærke – 24,1 procent – er enten blevet blitzet eller stoppet af en færdselsbetjent for at køre for stærkt i 2017. Ejere af BMW’s nærmeste konkurrenter er ikke meget bedre, for på de følgende pladser over fartsyndere kommer ejere af Audi og Mercedes. Her ligger tallet for begge bilmærker på 22,5 procent; noget over gennemsnittet på 16 procent.
Kia-ejere får færrest fartbøder
Lidt mere overraskende får Volvo-ejere, som man må gå ud fra er mere interesseret i sikkerhed end andre bilister, fjerde-flest fartbøder. Dermed overhaler de danske Volvo-ejere akkurat Alfa Romeo-ejerne, der ’kun’ er nummer fem på listen over fartsyndere på de danske veje.
Kia-ejere er bedst til at overholde fartgrænserne: Kun hver niende Kia-ejer fik en fartbøde i 2017.
”Svarene bekræfter måske manges fordomme om, at dyre biler drøner derudad. En forklaring kan være, at man ikke mærker farten i nær samme grad i en stor velkørende bil. En anden forklaring kan være, at førerne af firmabiler, som for eksempel BMW, ofte kører meget, og dermed på grund af de mange kørte kilometer oftere får fartbøder. Det undskylder dog ikke, at man overskrider den tilladte hastighed. Uanset hvad, skal man altid overholde den gældende hastighedsgrænse,” siger juridisk konsulent i FDM, Dennis Lange.
I undersøgelsen svarer bilisterne i øvrigt, at det at blive vinket ind til siden til en kammeratlig samtale med en færdselsbetjent har større opdragende effekt end at blive blitzet af en automatisk fartkontrol. Det sker dog sjældent, for de automatisk fotofælder står for hele 95,9 procent af de uddelte fartbøder.
Læs også: Lad os alle køre bil som amerikanerne