Mens BMW øger salget af elbiler, hænger Mercedes i bremsen. Heller ikke Audi kan være tilfreds – Q8 e-tron er formentlig snart historie.
BMW øger føringen i det tyske premium-kapløb om at sælge flest elbiler. Anderledes sløjt ser det i øjeblikket ud hos de nærmeste tyske konkurrenter, især hos Mercedes.
Det viser en opgørelse i branchetidsskriftet Automotive News.
I første kvartal var 13,9 procent af de biler, som BMW solgte, elbiler. I andet kvartal var andelen øget til 17,4 pct. I 2023 udgjorde andelen af solgte elbiler hos Mercedes 11,8 pct., men siden er det gået stille og roligt ned ad bakke til en andel på 9,2 pct. i andet kvartal i år.
BMW solgte i juni næsten 108.000 elbiler, mens Mercedes kun solgte knap 46.000. Hos Audi holder man nogenlunde niveauet med en elektrisk andel på omkring ni pct. og et salgstal i juni på 41.000.
BMW’s succesfulde ‘tre i én’-strategi
Dermed formår BMW fortsat at gå imod øjeblikkets tendens i Europa, hvor salget af rene elbiler er svagt faldende. Forklaringen på Bayerische Motoren Werkes elektriske succes sammenlignet med Mercedes’ og Audis kan især tilskrives én ting: BMW har bortset fra den store iX indledt den elektriske satsning ved bevidst at satse på en ‘tre i én’-strategi ved at tage eksisterende fossildrevne biler og elektrificere dem. Altså både gøre dem til hybrider, men også fuldelektriske.
Det har holdt produktionsomkostningerne nede, da man har kunnet benytte samme samlebånd til alle tre biltyper. Derved har man ikke været tvunget til at investere massivt i helt nye faciliteter til produktion af elbiler.
Audi har kørt en helt ‘ren’ strategi for elbiler; hos Mercedes er et par stykker både-og.
Goddag til Q6, farvel til Q8
Allerede nu er Audi i færd med at skrue op for strømmen. På programmet findes Q4, Q8 og e-tron GT, og lige nu er Q6 e-tron på trapperne. Om ikke så længe ventes A6 e-tron i både en sedan- og en stationcar-udgave.
Men efterspørgslen på elektriske luksusbiler – i hvert fald Audi Q8 e-tron og Q8 Sportback e-tron – er ikke stor. Audi-ledelsen har til britiske Carscoops sagt, at man kraftigt overvejer helt at indstille produktionen af Q8.
Den produceres i Belgien, produktionsomkostningerne er høje, og man frygter åbenbart også, at Q8 kommer til at stjæle kunder fra Q6. Så dermed kan mærkets første elbil, der kom til verden i 2018 under navnet Audi e-tron og senere skiftede navn til Q8 e-tron, snart være historie.
Af redaktionen