Boblen er ikke bristet

Boblen – verdens mest berømte folkevogn – fylder 80 år. Hvilkenbils Henrik Hauthorn ønsker tillykke og bliver en lille smule nostalgisk…

Henrik Hauthorn

Käfer, Herbie, Beetle, Boblen… Det er 80 år siden, at prototypen til Folkevognen blev født i Stuttgart i skyggen af Nazitysklands ørnevinger. Det blev startskuddet til en af verdens største bilkoncerner – og Folkevognen, den lever stadig.

Det var min første bil. Jeg købte den for min børneopsparing hos den lokale mekaniker for 16.000 kr. i det herrens år 1984. Det var en blå 1302’er fra 1972 – med træk. Den tidligere ejer havde kørt med campingvogn(!), så boxermotoren bagi var en 1,6 liters, der havde 5 hk mere end 1,3’eren – hele 54 af slagsen.

I løbet af de tre år jeg havde bilen, kørte jeg over 100.000 km i den. En del af dem dog med en 1,3 motor, som blev købt i en lade i Nordjylland for 500 kr., og som en ven fik lirket ind i det snævre motorrum bagi for mig.

Den oprindelige motor måtte skrottes, da den var revnet i en af cylindrene og sprøjtede cirka en liter olie ud i motorrummet pr. 300 km.

De 100.000 km husker jeg som fornøjelige, selv om ‘Boblen’ havde sine særheder.

Trykket på forakslen var kun ca. 30 kilo, så det var om at være på mærkerne og holde godt fast i det store, grå bakelit-rat, når man kom fri af en skov eller bygninger langs landevejen, og sidevinden rigtig kunne få fat under de buede skærme og rykke i bilen. Det hjalp dog lidt på retningsstabiliteten at køre med en kasse øl eller noget andet tungt i bagagerummet ude foran.

Folkevognens motor var som bekendt luftkølet. Det betød, at opvarmning af kabinen foregik ved, via et lille håndtag mellem forsæderne, at åbne et spjæld, der lod varmen fra udstødningen strømme ind i kabinen. Mekanismen var dog lidt ‘træt’, så min ‘boble’ lavede masser ef varme på en lun sommerdag og absolut ingen en kold vintermorgen. Det betød, at ruderne skulle også skrabes fri for is på begge sider og konstant tørres fri for dug med en klud.

Siden hen fik jeg 5.000 kr. for min ‘boble’ i en byttehandel med en Toyota Corolla 1,6 GT TwinCam, men det er en helt anden historie.

‘Boblen’ var ikke bare min første bil men også den første Folkevogn, og i disse dage er det 80 år siden, at Ferdinand Porsche på ordre fra Hitler præsenterede sin prototype af ‘KdF-wagen’ som en del af nazisternes ‘Kraft-durch-Freude’ program.

Der var dog problemer med prototypens to-cylindrede 850 kubikcentimeter totakts-motor, men alligevel fik Herr Porsche et nik til at fortsætte arbejdet med udviklingen af bilen. Folkevognen nåede dog ikke at komme i serieproduktion på den nyanlagte fabrik i Wolfsburg, inden 2. Verdenskrig brød ud, men i løbet af krigen blev der dog bygget ca. 650 ‘limousiner’ og KdF-wagen blev ivrigt testet.

Først efter krigen – under britisk ledelse – blev Folkevognen en succes – og symbolet på det tyske ‘Wirtschaftswunder’.

Det var den britiske major Ivan Hirst, der fik til opgave, at få fabrikken i gang. Efter at have benyttet faciliteterne til reparation af britiske kampvogne og andre køretøjer genoptog man produktionen af den før-krigs-model, som prof. Porsche havde udviklet. Men briterne regnede med, at det hurtigt ville få en ende, og at en ny model måtte udvikles. Det holdt dog ikke stik.

Allerede i 1950 var knap 82.000 VW ‘Käfer’ rullet af samlebåndet og generationer af tyskere rullede på ferie i det bulede køretøj. Folkevognens dunkle fortid var trængt i baggrunden.

Alt i alt løb der over årtierne mere end 21 mio. ‘bobler’ af samlebåndet, og VW type 1, som den hed, endte med at overtage Ford T’s trone som den mest producerede bilmodel nogensinde – dog siden overgået af Toyota Corolla.

Den populære model udgik af produktionen i Tyskland i slutningen af 1970’erne, men blev produceret i Mexico helt frem til 2003.

Siden vendte Folkevognen tilbage som retromodellen ‘New Beetle’ fra 1998 til 2010, og med næste generation – ‘ Beetle’ – fra slutningen af 2011 – er der fortsat liv i ‘Boblen’. Også selv om den er blevet noget mere ‘opblæst’ og i dag mere er en livsstilsbil – ofte som cabriolet – frem for en vogn til folket, som den oprindelige model.

Men ‘Boblen’ er ikke bristet endnu; der fortsat liv i fortællingen og myten om Folkevognen. Tillykke med de 80 år!

1 COMMENT

  1. Nu er jeg en af de piger som ikke har forstand på motor osv!

    MEN den bil burde være hver mands eje, den er simpelthen for smuk med de runde former og det stilet udtryk…uden tvivl en charmerende bil og for nogle..en nostalgisk ting.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here