Cabriolet: Polestar 6 bliver sat på pause

Polestar har brug for modeller, der kan sælges i større tal. Den planlagte cabriolet, Polestar 6, bliver derfor kørt i garage. Indtil videre.

Er en elektrisk cabriolet en model, som kan løfte et bilmærke ud af en finansiel knibe? Svaret på det spørgsmål kræver næppe en doktorgrad i økonomi fra et fint universitet. Svaret er snarere et spørgsmål om snusfornuft og omtanke, og netop dét er tyske Michael Lohscheller eksponent for. Han blev hentet til Polestar for at vende minus til plus, og han har nu besluttet at udsætte cabrioleten Polestar 6, der ellers var planlagt til 2026.

Behovet for sorte tal på Polestars bundlinje er nemlig i dag mere presserende end nogensinde. Siden 2019, da Polestar 1 blev lanceret, har det kinesisk ejede mærke nemlig kun givet underskud. Hvert år i milliardstørrelsen.

Polestar 1 var nærmest at betragte som en showcase fremstillet i kun 1.500 eksemplarer. Polestar 2, der kom i 2020, var og er derimod en særdeles kompetent elbil, der dog ikke har haft den globale succes, som den ellers objektivt betragtet burde have haft. Udrulningen Polestar 3 og 4 var kraftigt forsinket, men er dog i gang nu, og de bliver om kort tid, hvis alt går vel, fulgt af 5’eren, der er en lang og lav GT a la Audi e-tron GT, Porsche Taycan og Tesla Model S.

7’eren nyder fremme

Efter 5 kommer 6, og det gør 6 så alligevel ikke. For det gør 7. Polestar 7 er en kompakt SUV, som markedet åbenlyst efterspørger i langt højere grad end en cabriolet. En elektrisk SUV af moderat størrelse vil tilmed tiltale kvindelige købere, understreger Michael Lohscheller overfor britiske Autocar.

“Vi har mange, mange flere mænd end kvinder blandt vores købere,” forklarer han og siger dermed, at med en model, der appellerer mere til kvinder, vil Polestar formentlig kunne sælge flere biler.

Netop et bredere og mere folkeligt modeludbud med bredere appel kan være med til at øge Polestars salg. Og dermed gøre de højrøde tal på bundlinjen knap så røde. I bedste fald sorte.

Fremskyndelsen af Polestar 7 kommer til at gå nogenlunde hånd i hånd med en seriøs opdatering af førnævnte Polestar 2, der altså er fra 2020 og er blevet opdateret en gang siden. Den er stadig på mange parametre en konkurrencedygtig model i markedet, og den får nu et fornyet skud i bestræbelserne på at vende skuden.

Vi er et elbilmærke

Samtidig fastslår Lohscheller én gang for alle, at Polestar i dag ikke kunne drømme om at producere andet end elbiler. Hans forgænger, Thomas Ingenlath, antydede kort inden, han fik sin fyreseddel, at en hybrid-Polestar indgik i mærkets fornyede overvejelser.

“Vi er et elbilmærke. Det budskab er vigtigt og skal være tydeligt. Kunderne ville blive vrede,” siger Lohscheller til Autocar.

Så sent som i sidste uge var han ude med riven efter sine europæiske kollegaer, der med Mercedes-topchef Ola Källenius i spidsen for sammenslutningen af europæiske bilproducenter, ACEA, gik til EU med ønsket om at udskyde EU-forbuddet om salg af nye elbiler fra 2035. Hvilket de fik et lillebitte ok til, selvom EU principielt fastholder fossil-forbuddet fra 2035.

Lohschellers budskab er, at hvis de europæiske elbilproducenter ikke skal overhales af primært de kinesiske producenter, så skal man satse benhårdt på elbiler og ikke overlade spillepladen til Kina.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here