Inden udgangen af 2026 etablerer Clever 11 nye lynladestationer fordelt over hele landet. Danmarks største lynladestation placeres nord for Haderslev.
Elbilsalget vokser eksplosivt i Danmark. Fire ud af fem nye privatbiler er elbiler, og antallet af elbiler på de danske veje har rundet 450.000. Frem mod 2030 ventes tallet at stige til 1,6 mio., og det stiller store krav til den danske ladeinfrastruktur.
“Elbilerne ruller ud på vejene i et tempo, der får selv de største jubeloptimister inden for grøn omstilling til at spærre øjnene op. Vi kan se, at danskerne får appetit på elbilen, når opladning er enkel og tilgængelig dér, hvor de færdes. Det stiller krav til, at ladeoperatørerne fortsætter med at tage ansvar for at etablere den nødvendige ladeinfrastruktur. Inden for de næste fem år forventes yderligere 1,2 mio. elbiler på vejene, og de skal kunne se frem til en let og bekvem hverdag med elbil. Det ansvar påtager vi os i Clever,” siger adm. direktør Casper Kirketerp-Møller (billedet).
50 lynladere i Haderslev
Clever, der er ejet af energi- og fibernetkoncernen Andel, har i 2025 et mål om at opsætte 6.400 nye offentlige ladepunkter, heraf cirka 400 lynladepunkter. Nu kan ladeoperatøren sætte adresser og antal på selskabets kommende lynladestationer, som skal stå klar inden udgangen af næste år.
“Inden udgangen af 2026 åbner vi 11 nye lynladestationer med i alt 208 lynladeudtag langs de mest trafikerede motorveje. Samtidig sætter vi en milepæl med Danmarks største lynladestation i Haderslev Nord - en mega-station med 50 lynudtag, der bliver et pejlemærke for fremtidens opladningsunivers. Her kombinerer vi høj kapacitet med arkitektur i særklasse, grønne områder til leg og ophold samt en Clever Café, hvor man kan nyde en baristakaffe. Det bliver den første af sin slags, men ikke den sidste,” siger Casper Kirketerp-Møller.
3.000 lynladepunkter i 2030
I august blev det meldt ud, at de Andel-ejede selskaber Andel Energi, Clever og Watts fusionerer. Ifølge Group CEO i Andel, Jesper Hjulmand, stiller det Clever endnu stærkere i den stigende konkurrence på markedet.

”Den nye koncernstruktur vil ruste Andel Energi, Watts og Clever endnu stærkere i kampen for en grønnere fremtid. Andel vil fortsat investere massivt i Danmarks største ladenetværk, og de 11 kommende lynladestationer vidner om ambitionsniveauet. Men vi stopper ikke her. Clever var de første, der rundede 1.000 lynladeudtag. Næste år går vi efter 2.000. Og vi har et ambitiøst mål om at have etableret 3.000 lynladepunkter i 2030,” siger Jesper Hjulmand.
Må gentænke forretningsmodel
Clevers oprustning kommer kort efter nyheden om, at regeringen vil sløjfe elafgiften – foreløbig i 2026 og 2027. Dermed fjernes grundlaget for en vigtig del af Clevers forretningsmodel. Den går ud på, at elbilejere mod et månedligt abonnement får refunderet elafgiften via en ladeoperatør som Clever. En ordning, som Clever og andre ladeoperatører både har tjent gode penge på og som har knyttet kunderne til en enkelt ladeoperatør.
Disse serviceaftaler har bl.a. Konkurrencerådet og Forbrugerrådet kritiseret for at gøre opladning dyrere end nødvendigt. Nu bortfalder behovet, og det tvinger Clever og andre ladeoperatører til at gentænke deres forretningsmodeller.