Dacia Jogger: Discount for syv

Den rumænske MPV er både fin og fornuftig, men Dacias tilgang til sikkerhed er så kritisabel, at det er svært at anbefale Jogger.

Hvilken bil?

Dacia Jogger er noget så sjældent som en 7-personers MPV (Multiple Purpose Vehicle), der ellers stort set er skubbet ud af markedet af crossover eller SUV-modeller. Den fås kun med en 3-cylindret 110 hestes benzinmotor og 6-trins manuel gearkasse, og dét marked har den for sig selv: De nærmeste konkurrenter som Citroën Berlingo, Peugeot Rifter og Opel Combo fås nu kun som dyrere elbiler, og VW Caddy stikker prismæssigt helt af i en direkte sammenligning.
Med fem sæder og et gigantisk bagagerum på knap 700 liter koster Jogger fra 195.000 kroner. Prisen for sæde seks og syv er 5.000 kr., og med i prisen kommer et knap så stort bagagerum med de to bagerste sæder foldet ned i gulvet.
Essential er basisudstyret, og man har vitterligt kun det mest essentielle, da man skal kigge langt efter for eksempel fartpilot, regnsensor, elektrisk indstilling af sidespejlene og elruder bag. Rattet kan tilmed kun justeres i højden, og infotainmentsystemet består blot af DAB-radio, to højttalere og bluetooth.
15.000 kr. mere, og efternavnet er Comfort. Her mangler de førnævnte ting ikke, ligesom der også er tilføjet baksensor, infotainmentskærm og mulighed for spejling af sin smartphone. Testbilen er den topudstyrede Extreme, der koster 10.000 kr. mere end den 7-sædede Comfort, altså 225.000 kr. Topudgaven er beriget af 16 tommer alufælge, bakkamera, klimaanlæg, nøglefri adgang og flyborde på bagsiden af forsæderne.

Vidste du at?

Jogger har afløst familiecontaineren Lodgy og stationcaren Logan MCV. Den står på samme platform som Renault Captur og Arkana og deler dermed størstedelen af sin teknik med nyeste Dacia Sandero.
Tidligere var Dacia i høj grad rumænsk discount ved at være baseret på forlængst Renaults udgåede modeller. Et kedeligt eksempel er den tidligere Sandero, der kørte indtil 2020: Den var grundlæggende en Renault Clio årgang 2002.

Men selvom Sandero og Jogger anno 2022 står på nye Renaults CMF-B-platform, tager Renault stadig begrebet discount meget bogstaveligt.

Franskmændene kunne teknisk set lade rumænerne putte en pæn portion aktivt sikkerhedsudstyr i Daciaerne, men prisen skal for enhver pris tydeligvis holdes nede, så derfor findes systemer, der automatisk bremser for bløde trafikanter, adaptiv fartpilot samt aktiv vognbane- og blindvinkelassistent ikke.

Hvordan er førerpladsen?

Fra B-stolpen og frem er Jogger stort set identisk med Sandero. Man sidder rimeligt i sæderne, og det er til at indrette sig fornuftigt, medmindre man har valgt basismodellen Essential, hvor rattet ikke kan justeres i dybden.
Betjeningen er funktionel, og man har dybest set det meste af det udstyr, man med rimelighed kan bede om i en bil, der koster mellem 195.000 og 225.000 kr. Mængden af hård plastik er godt nok rigelig, men det er en del af (lav)prisen.
Sædevarme, aircondition-/klimaanlæg og elbagrude betjenes med gode, gammeldags dreje- og trykknapper. Touchskærmen, der er standard fra mellemste Comfort, er hverken lækker at se på eller hurtigt reagerende, men med tilvænning og tålmodighed virker det meste upåklageligt og overskueligt.

Hvordan opleves kabinen?

De store numre i Jogger er bagagerummet og antallet af sæder, hvis man har valgt at ofre de beskedne 5.000 kr., som de to bagerste sæder koster.
Med fem sæder i brug er bagagerummet rigeligt stort til en børnefamilie, men med syv sæder i brug tæt er det tæt på ubrugeligt til andet end indkøbsposer og små sportstasker. Som 7-sædet kan de to bagerste foldes ned i bunden eller helt tages ud og parkeres i garagen eller skuret.
På række to er pladsen fin, men som det ofte er tilfældet med 7-sædede biler, kniber det både med adgangen til og fra tredje række og med voksen-pladsen deromme, når først man har fået sig installeret. Så adrætte unge mennesker, der endnu ikke har vokset sig alt for høje, må nok finde sig i at blive henvist til række tre.

Er sikkerheden i orden?

Av, her er vi fremme ved Dacias evindelige og nærmest pinagtige akilleshæl: Sikkerheden er kun et-stjernet, og FDM fraråder direkte folk at købe bilen.

Samme et-stjernede Euro NCAP-skudsmål fik elbilen Dacia Spring også, og da Hvilkenbil ikke kan formulere det mere præcist end FDM, så tillader vi os blot at citere: “Det er efterhånden svært at finde ord for Dacia, når det kommer til sikkerheden. Dacia Jogger er ingen undtagelse. Mest beskæmmende er det, at Dacia ikke selv lægger skjul på, at sikkerhed ikke er noget, de prioriterer.”
Selv ikke den grundlæggende crashsikkerhed – altså bilens evne til at passe på fører og passagerer, når ulykken sker – er betryggende.

Hvordan kører den?

Med sine kun 1.200 kilo kører Jogger ganske fint på en klassisk, mekanisk måde, hvor man kan mærke tingene arbejde. Hold hånden på gearstangen, når du kobler til, og du mærker bevægelse, hvilket bestemt er gammeldags, men egentlig ganske forfriskende, hvis man kan lide den slags.
Køreegenskaberne føles ikke gammeldags, styretøjet er let og rimelig præcist, og støj fra motor, vind og hjul er fornuftigt afdæmpet under de fleste forhold.

Hvordan er motoren?

Den fine 1,0 liters Renault-turbomotor gør et solidt stykke arbejde. De 110 hestekræfter rækker under de fleste forhold fint, selvom jeg ikke prøvede at køre med syv personer ombord eller med 1.200 kilo på anhængertrækket. En høj gearing sørger for, at lydbilledet ikke bliver for anmassende på motorvejen.
17,5 km/l er det officielle forbrugstal, og i testen med kun ganske lidt motorvejskørsel nåede vi op på knap 18. Det er bestået.

Passer prisen?

Mellem 200.000 og 225.000 kr. for en 7-sædet bil er absolut en fin pris. Hvis man er indstillet på at være tilfreds med dét, hvad man betaler for.
En 5-personers Sandero med 90 hestes motor koster i Comfort-udgaven 166.500 kr., den højbenede Sandero Stepway står i 197.500 kr,.altså kun marginalt mindre end Jogger.

Er der alternativer?

De helt oplagte konkurrenter findes ikke. Det nærmeste, vi kommer en udfordrer i nogenlunde samme størrelse, er Opel Combo XL. Men den er, som sine søstre Citroën Berlingo og Peugeot Rifter – der pt. ikke optræder på hjemmesiderne – elektrisk og derfor uden for sammenligning. For god ordens skyld er Combo-prisen 370.000 kr., og rækkevidden beskedne 250 kilometer.
VW Caddy Maxi Family med syv sæder fås med dieselmotor fra 308.000 kr. og med benzinmotor fra 346.000. Den er uden diskussion en langt bedre og langt mere sikker bil, men prismæssigt er den også uden for Jogger-sammenligning.

Konklusion:

For: Pris, syv sæder, motor.
Imod: Sikkerhed, adgang til tredje sæderække.
Hvilkenbil siger:

Renaults åbenlyst ligegyldige tilgang til sikkerhed i deres Dacia-discountbiler er ikke i orden, og derfor kun to stjerner. Også selvom jeg i oktober 2021 gav Sandero tre stjerner – jeg forbeholder mig ret til at blive klogere. Jeg er med på, at prisen ville stige, hvis Jogger sikkerhedsmæssigt skulle gøres nogenlunde up to date, og jeg er med på, at sikkerheden nok ikke betyder så meget i Øst- og Sydeuropa, hvor de største markeder må formodes at ligge. Men de franske ejere burde skamme sig, når bilen på mange punkter ellers er fin og anvendelig.

FAKTA: Dacia Jogger TCe 110 Extreme 7 sæder

Vejl. pris, inkl. lev.: 224.990 kr.
Anslået kontantrabat: *15.000 kr.
Billigste: 194.990 kr. (TCe 110 Essential 5 sæder)
Årlig ejerafgift: 1.120 kr.
Garanti (rust/mekanik): 3/6 år
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 6
Længde/bredde/højde: 455/178/167 cm
Bagagerum (7/5/2 sæder): 180/565/2.000 liter
Vægt: 1.205 kg
Anhængervægt: 1.200 kg (m. bremser)
Benzinmotor: 3 cyl., 1,0 liter, turbobenzin, 6-trins man.
Ydelse: 110 hk
Forbrug (EU-norm): 17,5 km/l (130 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 17,9 km/l
0-100 km/t: 11,2 sek
Topfart: 183 km/t

Særligt standardudstyr:

Automatisk nødbremse, SOS-nødopkald, regnsensor, p-sensor bag og bakkamera, fartpilot, klimaanlæg, varme i forsæder, 4 x elruder, elektrisk justerbare sidespejle, bluetooth, 8 tommer touchskærm, DAB-radio, 4 højttalere, spejling af smartphone via USB-kabel, 16 tommer alufælge. (* anslået af Hvilkenbil)

Metallak: 5.000 kr.

Media Nav:(spejling af smartphone via wifi, 6 højttalere): 3.000 kr.

Teknopakke Plus (blindvinkeladvarsel, p-sensor for, elektrisk p-bremse, midterarmlæn for): 5.000 kr.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here