Tredje generation af Dacia Duster får ny platform med bedre plads og moderne sikkerhedsassistenter. Dansk lancering til efteråret.
Navnet smager af støv, men Duster er en saftig succeshistorie for Renaults rumænske billigmærke Dacia. Siden lanceringen i 2010 er Duster solgt i mere end 2,4 millioner eksemplarer.
Også i Danmark har den rustikke rumæner en stor og loyal fanskare. Selv om bilen først kom til Danmark i 2014, er der solgt over 9.000 styk. Mange af de entusiastiske ejere mødes både på nettet og i virkeligheden i forskellige Duster-grupper. Trods – eller måske snarere på grund af – Dusters ’no bullshit’ attitude, har markedets billigste firehjulstrækker opnået en vis kult-status.
Lille revolution
Fra andre kult-biler som Fiat 500 og Porsche 911 ved vi, at ejerne ikke ønsker sig store forandringer. Sådan har det også været med Dacia Duster, der grundlæggende har lignet sig selv de seneste 14 år.
Men nu må fans forberede sig på en mindre revolution. Tredje generation bliver den første på en ny CMF-B platform, der også bruges af den mindre, men dyrere Renault Captur. Skiftet til en ny arkitektur øger pladsen, uden at Duster bliver større. Den er fortsat 434 cm lang, vokser en enkelt cm i bredden til 181 cm, mens højden er reduceret fra 169 til 166 cm.
Benpladsen er øget med tre cm både for og bag, og bagagerummet er vokset med 17 pct., så det nu sluger 517 liter. Et stivere karrosseri skal både forbedre køreegenskaberne og reducere hjulstøj med 2 decibel.
Trådløs Apple Carplay
Software og elektronik er også opgraderet. Duster får bl.a. digital instrumentering, hurtigere infotainmentskærm med trådløs opkobling til Apple Carplay og Android Auto og ikke mindst flere aktive sikkerhedsassistenter.
Blandt nyhederne, der skal gøre Duster mere sikker, er automatisk nødbremse med fodgænger- og cyklistgenkendelse, aktiv vognbaneassistent og selvfølgelig den nu lovpligtige advarsel mod at køre for stærkt.
Kun med turbobenziner
Under hjelmen er der også nyt. I Danmark tilbydes Duster kun med én motorvariant – en trecylindret turbobenziner på 1,2 liter, der yder 130 hk og et solidt moment på 240 Nm. Til gengæld fås den med enten forhjulstræk eller firehjulstræk.
Dacia gør faktisk et stort nummer ud af, at Duster kan udfylde rollen som ægte offroader. Frihøjden på 217 mm er klassens højeste, og udhængene for og bag så korte, at Duster har til- og frakørselsvinkler, der kan måle sig med skrappe 4WD-typer.
Skulle man alligevel skrabe på, får man ikke grimme ridser i lakken. Duster er udstyret med beskyttelsesplader for og bag af et nyt plastmateriale kaldet Starkle, der indeholder 20 pct. genanvendt propylen. Med sin ulakerede overflade og store slidstyrke, skal det beskytte bilen mod de værste knubs i terrænet.
1.500 kg på krogen
Duster-ejere vil også sætte pris på evnen til at trække op til 1.500 kg på krogen. Samtidig sørger 48 volts mild-hybrid teknik for at holde forbruget nede. Den forhjulstrukne udgave kører angiveligt over 18 km/l i snit.
Alle nyhederne er pakket ind i et nyt design, der både holder fast i et genkendeligt formsprog og fornyer det. Tjek bare de Y-formede lygter for og bag og en ny, selvsikker kølergrill, der sender en kæk hilsen til off-road-kongen Jeep. Alligevel kan man se på lang afstand, at her kører en Dacia Duster – offroadernes ukronede discount-konge.
Hvis Dacia kan holde prisen nede, hvor kunderne vil have dem, ligner det en ny succes for Dacia. Vi ved det bare ikke, for de danske priser er først klar tættere på lanceringen til efteråret. At dømme efter priserne i Tyskland, hvor Duster også har en kæmpe fan-base, bliver der formentligt talt om en mindre prisstigning. Læg hertil en kraftigere motor, og så gætter vi på danske priser, der starter lige under 250.000 kr.