Danmarks højeste bygning får landets største ladepark

Lighthouse, Danmarks højeste bygning, åbner i dag landets største ladeanlæg. I P-kælderen kan 324 elbiler og ni elmotorcykler lade samtidigt.

Hvad har Danmarks bedste bud på en skyskraber og omstillingen til elbiler med hinanden at gøre?

Umiddelbart ikke så meget - og så alligevel: I dag åbner landets største ladeanlæg til elbiler i p-kælderen under Lighthouse i Aarhus.

Med en højde på 142 meter er Lighthouse Danmarks højeste hus. Her bor masser af mennesker på relativt få kvadratmeter. Alligevel er der plads til flere hundrede biler i parkeringskælderen under højhuset - og hele 324 af dem samt ni elektriske motorcykler kan nu lade deres batterier op samtidig. 

Dermed viser Lighthouse, at moderne, tæt og højt boligbyggeri kan løse udfordringen med ladestandere til beboernes elbiler i selv meget tæt bebyggede områder.

Kan udvides yderligere

Det er energiselskabet og ladeoperatøren OK, der står bag den enorme ladepark i samarbejde med Lighthouse og højhusets forening for opladning, LightCharge.

Trods den rekordstore kapacitet kan der opsættes endnu flere ladere, hvis behovet vokser med tiden.

Sikkerheden skal være i top. Ladeanlæggets foranstaltninger mod bl.a. brand er endnu mere robuste, end den nuværende lovgivning kræver.

Sætter ny standard

OK og kunden LightCharge tøver da heller ikke med at kalde ladeanlægget for teknologisk førende i Danmark.

Mere end hver anden P-plads under Lighthouse er udstyret med en ladestander til elbiler.

"Vi valgte OK som hovedleverandør, da de både kunne tilbyde den mest omkostningseffektive løsning samt teknologi, der sætter nye standarder inden for opladning af elbiler," siger Rune Ravn, der er bestyrelsesformand for LightCharge.

Også energiselskabet OK mener, at ladeanlægget viser vejen frem for omstilling til elbiler.

"Et fintmasket ladenetværk gør det endnu mere attraktivt at skifte til elbil og vil dermed bidrage til den grønne omstilling og lavere CO2-udledning," siger Michael Løve, adm. direktør i OK.

Der er i alt 577 parkeringspladser under Lighthouse fordelt på to dæk: Et til offentlig parkering og et til husets beboere.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here