Danske bilkøbere slipper for prisstigninger

Nye og mere realistiske brændstofmålinger burde egentlig få nye biler til at stige med flere tusinde kroner. Men et flertal i Folketinget har annulleret det prishop, som ellers truede danske bilkøbere.

Siden 1. september har EU indført en ny og mere realistisk målemetode for nye bilers brændstofforbrug. Målingen kaldes WLTP og øger i gennemsnit nye bilers teoretiske brændstofforbrug med hele 21 procent. I Danmark, hvor en del af registreringsafgiften er afhængig af bilens brændstofforbrug, ville det typisk fordyre biler med mellem 7.000 og 9.000 kroner. Ejerafgiften, der udelukkende er baseret på forbrug, ville også stige markant.

Men danske bilkøbere kan ånde lettet op. Et flertal i Folketinget har med en lovændring i praksis annulleret den forventede stigning i bilafgiften.

Det sker ved hjælp af en såkaldt omregningsfaktor på 21 procent i beregningen af registreringsafgiften på nye biler. Omregningen sikrer, at afgiften i gennemsnit bliver på det tidligere niveau. Det bekræfter Skatteministeriet, der tidligere har udtalt, at de nye regler dermed kun i begrænset omfang ventes at slå igennem i registrerings- og ejerafgiften.

Tilfredshed hos FDM
Hos den danske bilistorganisation FDM er man ikke overraskende godt tilfredse med lovændringen:

”FDM har længe efterlyst en mere realistisk brændstofmåling til gavn for forbrugerne. Det har vi fået med den nye WLTP-norm. Men at det skulle føre til højere afgifter, blot fordi man ændrede målemetoden, mener vi var urimeligt, og det har heller ikke været EU’s intention. Det har både vi og andre gjort politikerne opmærksomme på, og vi er glade for, at de med vedtagelsen af den nye omregning har valgt at lytte,” siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk, til fdm.dk.

Læs også: Ny norm udfordrer downsizede motorer

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here