Derfor smider Tesla prisbombe på bilmarkedet

Teslas kæmpe prisnedsættelser forandrer med ét slag markedet for nye og brugte elbiler herhjemme. Hvilkenbils Jens Velling forklarer hvorfor.

13. januar 2023 bliver en historisk dag for det danske bilmarked. Fra den ene dag til den anden satte Tesla priserne på sine i forvejen populære elbiler ned med op til 27 procent.

Tjek selv de tørre tal her:

Tesla Model 3 Standard Range falder fra 451.000 til 360.000 kr. Besparelse 91.000 kr./20 pct.

Tesla Model 3 Long Range fra 548.000 kr. til 420.000 kr. Besparelse: 128.000 kr./23 pct.

Tesla Model Y Long Range fra 589.000 kr. til 430.000 kr. Besparelse: 159.000 kr./27 pct.

Det er en regulær prisbombe, som Tesla smider ind på det danske bilmarked, og som vil få kontante konsekvenser.

Først og fremmest får det priserne på brugte Teslaer til at styrtdykke. En fest for danske bilkøbere, der står overfor at købe en elbil, hvad enten den er ny eller brugt. De sidste er der mange af – let brugte Teslaer hentes hjem til Danmark i stort tal fra Tyskland. De priser skal nu justeres ned med 20-30 pct. eller mere. Knapt så festligt for de forhandlere, der ligger inde med mange, brugte Teslaer.

Gensalgsværdien styrtdykker i sagens natur også. Det rammer især Tesla-ejere, der for nylig har købt en Tesla. Her bliver værditabet pludselig voldsomt forøget. Løsningen er at beholde bilen i længere tid og dermed formindske tabet på den lange bane.

Gave til forbrugerne – pres på rivalerne

Men generelt er Teslas dramatiske prisnedsættelser en gave til danske bilkøbere. Ikke alene kan de nu få en ny Tesla væsentligt billigere end før. Tesla lægger også voldsomt pres på konkurrenterne. Og det i en grad, så mange af dem vil være tvunget til at reducere priserne på deres egne elbiler – og formentlig også på flere af deres øvrige modeller.

Det gælder naturligvis især direkte, elektriske konkurrenter til Model 3 og Model Y som BMW i4, BMW iX3, Polestar 2, Ford Mustang Mach-e og VW-koncernens populære VW ID.3, ID.4, ID.5, Audi Q4 e-tron og Skoda Enyaq.

Lad os tage et eksempel med Danmarks mest solgte elbil, Skoda Enyaq. I skrivende stund koster en Enyaq 80X med firehjulstræk, 265 hk og en rækkevidde på 518 km 439.000 kr. Det er 9.000 kr. mere end en Tesla Model Y med firehjulstræk, 351 hk og en rækkevidde på 565 km – og så har Teslaen endda væsentligt mere udstyr end Skodaen.

Men behøver ikke være matematikprofessor for at regne ud, at den danske Skoda-importør – og mange andre danske bilimportører – allerede er i gang med lommeregneren.

Tesla har en trumf

Tesla har nemlig et trumfkort sammenlignet med mange af konkurrenterne: De kan levere varen relativt hurtigt. Mens konkurrenterne har leveringstider på både 12 og 18 måneder, lover Tesla at levere Model 3 inden for tre måneder og Model Y inden for én til tre måneder.

Teslas prisnedsættelser lægger derfor yderligere pres på de andre bilmærker. En akut udfordring kan blive de mange danskere, der har bestilt en elbil, som de går og venter på at få leveret:

De skal overveje at komme ud af deres ordrer eller forhandle en ny pris – ellers risikerer de at komme til at betale for meget for deres kommende elbil. Spørgsmålet er så, om de kan. Det kommer an på, hvad der står i kontrakten.

Men hvorfor al den ballade? Når Tesla nu kan levere, hvorfor vælger de så ikke bare at sælge bilerne til de priser, som danskerne indtil nu gladelig har betalt for bilerne, og tjene godt med penge?

Tesla er presset på aktiekursen

Det er der flere grunde til.

På verdensplan oplever Tesla faktisk nedgang i efterspørgslen. Der er kommet mange konkurrenter til – ikke mindst i Kina

Samtidig falder Teslas aktiekurs dramatisk. Det hele skyldes ikke kun Tesla-grundlægger Elon Musks vilde og vildt kritiserede opkøb af Twitter. Analytikerne synes, at Musk skal koncentrere sig om Tesla og vurderer, at Tesla faktisk underpræsterer på salget.

De har en pointe. Tesla har nemlig øget – og gør det fortsat – sin produktionskapacitet. Med fabrikker i USA, Kina og Tyskland – og flere på vej – er Tesla på mange måder kommet igennem det, som Elon Musk har kaldt ’production hell’ – altså det at tage springet fra hip californisk upstart til en toptunet ’world beater’, der fremstiller langt flere elbiler end nogen andre på jordkloden.

Hvis man er overrasket over Teslas radikale prisnedsættelser – som i øvrigt er indført verden over – har man ikke lyttet ordentligt efter, hvad Musk har sagt mange gange: Målet har hele tiden været at bygge enorme og effektive fabrikker og derefter få en kæmpe produktion op at køre på skinner. Når det er sket – og det er det nu – skal stordriftsfordelene udnyttes til at gøre produktionen billigere, så man kan sænke priserne for at sælge endnu flere elbiler. Til gavn for klimaet, for Tesla og for Musks bankbog.

Tesla holder faktisk bare, hvad Elon Musk tidligere har lovet. Og det er godt, for det kommer både til at speede omstillingen til elbiler op og give forbrugerne billigere elbiler. What’s not to like?, som de spørger, der hvor Tesla kommer fra.

1 COMMENT

  1. Det var faktisk en god artikel om Tesla, med de fleste punkter inden for skiven. Det er man ellers ikke vant til, så tak for det 🙂
    Aktieprisen på andre elbiler og vækst firmaer er også meget nede, og Tesla har endda leveret ihht mål, der er gns 50% årlig vækst målt over flerårig periode, pt 62% gns målet sat i 2020. Priserne gør nu, at Tesla kunder i USA kan få 7.500$ skatterabat og i Kina matches billigere Xpeng og BYD.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here