‘Dr. VW’ er død – se hans vildeste biler

Piëch
VW-koncernens engang så magtfulde chef Dr. Ferdinand Piëch er død. Hans fokus på teknik og perfektion gjorde VW stor og skabte legendariske biler.

Dr. Ferdinand Piëch, barnebarn af folkevognens opfinder Ferdinand Porsche og frem til 2015 magtfuld leder af VW-koncernen, er død. Piëch faldt om søndag aften under et restaurantbesøg i Bayern og blev senere samme aften erklæret død. Han blev 82 år gammel. Det skriver den tyske avis Bild og flere andre medier.

Hvis man skulle beskrive Ferdinand Piëch med tre ord, ville det være svært at komme uden om tillægsord som dygtig, magtfuld og kontroversiel.

Som uddannet ingeniør vidste Piëch mere om bilproduktion end de fleste topchefer i branchen. Han blandede sig også i selv meget små detaljer. Hans krav om perfektion var både legendarisk og frygtet blandt medarbejderne. Piëchs ord var lov – og forstod man ikke budskabet eller leverede som ønsket, var ingen fredet. Heller ikke de øverste chefer i Volkswagen koncernen.

Piëch var om nogen manden, der gjorde VW til den gigant, som virksomheden er i dag. Men det skete ikke uden bump på vejen.

I 1993 blev Piëch den øverste chef for Volkswagen. På det tidspunkt var mærket en skygge af sig selv, plaget af tekniske problemer, høje omkostninger og løbende underskud. 

Med Piëch ved roret vendte tysk industris supertanker dog overraskende hurtigt. Han begyndte med at skifte stort set hele ledelsen ud, skar omkostningerne ned ved at indføre kortere arbejdsuge og begyndte at forbedre kvaliteten. Kuren hjalp. Og måske endnu vigtigere fik Piëch overbevist både fagforeningerne og aktionærerne om, at de kunne stole på ham.

Opkøbte andre bilmærker

Herfra gik det stærkt for den ekstremt ambitiøse chef. VW begyndte at opkøbe konkurrenter i hobetal for at gøre koncernen stor og stærk. I 2012 ejede VW-koncernen enten den komplette eller kontrollerende aktiemajoritet i hele 12 mærker. Blandt dem i dag så succesfulde Skoda, luksusmærkerne Bentley og Lamborghini, lastbilproducenterne Scania og MAN samt den eksklusive italienske motorcykelproducent Ducati.

Som kronen på værket overtog VW også Porsche. Dermed vandt Piëch en årtier lang og bitter strid med sin fætter, Wolfgang Porsche. I 2008 havde fætter Wolfgang sensationelt forsøgt at lade det relativt lille, men velhavende Porsche overtage Volkswagen. Men ‘kupforsøget’ mislykkedes, ikke mindst fordi Piëch overtalte delstaten Niedersachsen til at blokere for et salg. En mulighed som delstaten havde som flertalsaktionær i Volkswagen.

Piëch var kendt for at bruge alle tricks i bogen for at få sin vilje. På et tidspunkt blev flere af hans højtstående løjtnanter således anklaget for at have inviteret fagforeningsbosser på eksotiske rejser, inklusive besøg hos prostituerede for at vinde deres accept af radikale omlægninger af produktionen. Fagforeningerne endte med at sige ja. Piëch havde igen fået sin vilje.

Begrænset behov for harmoni…

”Hvis jeg ønsker at opnå noget, går jeg direkte til problemets rod og får det løst, uden jeg rigtigt er klar over, hvad der i øvrigt foregår omkring mig. Mit behov for harmoni er begrænset,” som han skrev i sin selvbiografi fra 2002.

Piëchs kombination af jernvilje og nærmest fanatiske ønske om at skabe perfekte biler har – på godt og ondt – skabt den Volkswagen koncern, som vi kender i dag.

På den ene side er VW i dag verdens største bilproducent med et enormt stærkt brand. På den anden side blev koncernen kastet ud i sin største krise i 2015, da VW blev afsløret i at have snydt med emissionerne fra 10 millioner dieselbiler. Foreløbig har dieselskandalen kostet koncernen mere end 200 milliarder kroner i bøder. Et nærmest surrealistisk stort beløb, der stadig kan blive større. Ifølge mange med kendskab til Piëchs ledelsesstil, kan skandalen sagtens skyldes, at de pågældende ingeniører hellere ville snyde end erkende, at de ikke kunne leve op til at ledelsens krav om – hurtigt og billigt – at få dieselteknikken til at leve op til stadig skrappere miljøkrav.

Piëch selv er aldrig direkte blevet forbundet med dieselskandalen. Han har tværtimod tidligere hævdet, at han nogle måneder før afsløringen i september 2015 havde gjort andre ledere opmærksomme på mulige uregelmæssigheder.

12 børn med fire kvinder

Det største nederlag for Ferdinand Piëch var dog heller ikke dieselskandalen. Hans ‘Waterloo’ udspillede sig i april 2015. Her tabte Piëch højst usædvanligt en magtkamp i bestyrelsen om, hvem der skulle være koncernens CEO. Efterfølgende forlod Piëch alle poster og solgte sin aktier.

Også som familiemenneske var Ferdinand Piëch i en klasse for sig: Gennem sit liv blev han far til 12 børn med fire forskellige kvinder.

Hans største passion var dog ubetinget biler. Helt ned i detaljen. Blandt andet var det Piëchs idé, at alle koncernmodeller gennem 90erne havde et sidespejl i halv størrelse i højre side. Mere var ikke nødvendigt, mente Piëch, der også syntes, at lige store sidespejle kom til at ligne griseører…

I den mindre kuriøse afdeling har Piëch sat sit fingeraftryk på mange af bilverdenens mest – og mindst – succesfulde biler. Vi har valgt fem af de mest markante herunder (se også billedgalleriet):

Porsche 917

I tresserne arbejdede Ferdinand Piëch som ung ingeniør for Porsche. Pengene var små, men den ambitiøse ingeniør satsede alt på at skabe Le Mans raceren Porsche 917. Fabrikken gik næsten konkurs, men 917 blev en legendarisk racerbil, der vandt Le Mans i 1970 og 1971.

Audi Quattro

Senere kom Piëch til Audi som chef for ‘specialprojekter’. Her stod han fadder til banebrydende Audi modeller som rallybilen Quattro og verdens første luksuslimousine A8 med aluminiumskarrosseri. Senere fulgte den lille og sparsommelige A2 efter samme letvægtsfilosofi. Specialmodellerne var med til at ændre opfattelsen af Audi. Fra folkevogne i pænt tøj til fuldgyldige premiumbiler i klasse med BMW og Mercedes.

VW Lupo 3L

En kompakt bil til fire, der kunne køre 33,3 km på en liter diesel. Den lille VW Lupo brød alle dogmer i 1998. Det lave forbrug var en sensation – og en typisk demonstration af Piëchs evne til at sætte sin ingeniør-vilje igennem, koste hvad det ville. Lupo 3L var nemlig så dyr, at den aldrig blev en god forretning. Til gengæld var den forud for sin tid.

VW Golf IV

Den ligner de andre Golf-modeller, men Golf IV var en milepæl i 1997. Aldrig før havde man set et karrosseri i denne klasse samlet med så høj præcision. Spalteåbningerne mellem de forskellige karrosseridele var rekordsmå. Også indvendig imponerende Golf IV med – for sin tid – lækre materialer og finish. En klassisk magtdemonstration af Ferdinand Piëch.

Bugatti Veyron

16 cylindre, 1.001 hestekræfter og 407 km/t. Supersportsvognen Bugatti Veyron brød alle grænser i 2005. Undervejs var ingeniørerne ved at give op flere gange – men Piëch insisterede og til sidst lykkedes det. Verdens kraftigste gadebil var skabt. Og så voldsom, at dækkene var slidt ned efter et kvarters kørsel for fuld fart. Heldigvis løber den 16-cylindrede monstermotor tør for benzin efter 12 minutter… Sådan var der tænkt på det hele.

Dog ikke økonomien. Sammen med Audi A2 og VW Phaeton figurerer Bugatti Veyron på listen over de 10 mest tabsgivende bilmodeller, der nogensinde er lanceret i verden. Alle tre signeret Ferdinand Piëch. Tre ud af 10 er også en verdensrekord…

Piëch taber magten i VW

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here