Ukraine-krigen har udløst omfattende sanktioner mod Rusland. Bliver det næste boykot af Kina, spørger Hvilkenbils redaktør Jens Velling?
Siden de første russiske tanks rullede ind over grænsen til Ukraine 24. februar, er sanktionerne væltet den modsatte vej ind over Vladimir Putin og Rusland. I hvert fald fra vestlig side, hvor forargelsen og forskrækkelsen over den største angrebskrig på europæisk jord siden 2. verdenskrig har skabt en helt ny politisk og militær verdensorden.
Rystelserne kan mærkes overalt. Også i bilindustrien. Blandt andet viste det sig – hvilket de færreste nok vidste – at Ukraine er stor-underleverandør af f.eks. kabler til den europæiske bilproduktion, hvilket blot er én blandt mange forklaringer på de lange leveringstider, som vi p.t. oplever på fabriksnye biler.
Et andet eksempel er den franske bilproducent Renault. Efter lidt pinagtig tøven valgte Renault at trække sig ud af det russiske marked og sælge sin aktiemajoritet i den russiske bilproducent Avtovaz, på vore breddegrader bedre kendt som Lada.
Efterhånden har bilproducenterne fundet alternative underleverandører, og der er næppe mange, der ærgrer sig over, at vi ikke lige med det samme får genstartet importen af Lada. Ikke desto mindre kan Ruslands overfald på Ukraine på sigt få endnu større konsekvenser for bilindustrien…
Det handler ikke om Rusland, men om Kina. Stadig flere kommentatorer, politikere og forskere taler om, at når vi med rette reagerer på Ruslands brutale fremfærd i Ukraine, bliver vi også nødt til at kigge kritisk på Kina, som vi handler langt mere med end russerne.
Kinas stiltiende støtte til Putin har for alvor blotlagt, at Kina og vesten har forskellige interesser – for nu at udtrykke det diplomatisk.
Eksperterne peger blandt andet på risikoen for, at Kina gør alvor af sine trusler om at invadere Taiwan. Sker det, kan vi dårligt reagere anderledes, end vi har gjort mod Rusland. Med boykot og sanktioner. Og så har vi for alvor balladen.
Også i bilindustrien, der på alle måder er dybt involveret i Kina – både som lukrativt marked og som underleverandør og samarbejdspartner. Mange vestlige bilproducenter har produktion i Kina, tidligere vestlige bilmærker som Volvo og MG er i dag kinesisk-ejede og kinesiske bilmærker som Aiways, BYD, Hongqi, Maxus, Nio, Polestar og Xpeng er allerede kommet til Europa eller snart på vej.
Er det bedaget koldkrigs-tankegang? Tager vi sorgerne på forskud? Måske, men det er som sagt let at finde kompetente stemmer, der taler om, at vi snart kan komme til at forholde os til Kina, som vi forholder os til Rusland.
Nogle forbrugere gør det allerede: Jeg kender mange, der trækker en direkte linje fra krigen i Ukraine til Kinas brud på menneskerettigheder og aggressive retorik og derfor ikke ønsker at købe kinesisk-fremstillede produkter. Også en god ven, der seriøst overvejede at trække sin bestilling på en kinesisk fremstillet Polestar tilbage.
Spørgsmålet er, om den slags forbruger-aktivisme er overreaktion eller rettidig omhu?
Indtil videre er det noget, som den enkelte må afgøre med sig selv. Men i en verden, der for tiden mest overrasker negativt, er det en reel risiko, at konflikten med Rusland udvides til at omfatte Kina. Og så kan alt ske. Lige fra, at vi i vesten hejser det hvide flag og accepterer autoritære stater, fordi vi ikke kan undvære deres billige energi og forbrugsvarer. Til officiel boykot og endnu flere sanktioner, der vil gøre det socialt uacceptabelt eller endda ulovligt at købe kinesisk fremstillede varer som biler.
Jeg skal ikke gøre mig klog på, om vi ender det ene eller andet sted. Men stod jeg overfor at skulle investere et sekscifret beløb i en ny bil, var det afgjort en risikovurdering, der ville indgå i mit bilvalg.
Vi er en kæmpe flok idioter i vesten. Jeg fatter ikke at alle, inkl. FDM, går fuldstændig fra snøvsen, når der kommer en kinesisk elbil. Den europæiske bilindustri bløder, mens kineserne slår deres egne borgere ihjel, og kun venter på at vi bliver så feje, at de kan tage Taiwan uden modsvar. Og vi betaler gladeligt kineserne for det.