El-løbehjul sviner mere end dieselbusser

el-løbehjul
El-løbehjul belaster miljøet mere end dieseldrevne bybusser, hævder amerikanske forskere. Problemet er de elektriske løbehjuls korte levetid.

El-løbehjul vinder frem over alt i storbyerne – også i Danmark, hvor flere firmaer udlejer de små køretøjer. Ud over at de små, men hurtige løbehjul er en smart måde at omgå bilkøer, trafiktrængsel og p-afgifter på, fremhæves de ofte for at være miljøvenlige. Men det er ikke hele sandheden om den nye, tohjulede trend.

Ifølge en amerikansk undersøgelse er det faktisk bedre for miljøet at benytte bybussen end at hoppe på et el-løbehjul. Også selv om bybussen kører på diesel.

Det er et hold forskere ved Universitetet i North Carolina, der har undersøgt miljøpåvirkningen af de el-løbehjul, som firmaet Bird udlejer i flere amerikanske byer. Forskerne har lavet en såkaldt livscyklus-analyse, der kortlægger, hvor meget energi hvert løbehjul bruger fra fremstilling, over brug til endelig skrotning.

Opladning belaster kun lidt

Energien til opladning af løbehjulenes batterier udgør kun fem procent af det samlede energiforbrug. Derimod står håndteringen, hvor medarbejderne om natten kører rundt i biler for at indsamle løbehjulene, for 43 procent af energibelastningen. Den helt store ‘synder’ er dog selve fremstillingen af el-løbehjul. Udlejningsselskaberne må nemlig konstatere, at det er hårdt at være el-løbehjul. Typisk lever de tre-fire måneder, før de er slidt ned og må udskiftes.

Ifølge de amerikanske forskere er det afgørende at forlænge løbehjulenes levetid, hvis deres miljøbelastning skal reduceres. Kan levetiden øges fra få måneder til to år, vil det reducere miljøbelastningen med 30 procent.

Potentialet er der. Sammenlignet med en personbil udleder et el-løbehjul kun halvt så meget CO2 per kilometer. Fordelen forsvinder dog i den enorme omsætning af udlejningsselskabernes løbehjul, fordi de endnu har svært ved at klare storbyens strabadser.

”Påstanden om de miljømæssige fordele bør derfor betragtes med skepsis, hvis der ikke opnås længere levetid og mindre materialeforbrug og miljøbelastning ved indsamling og distribution af el-løbehjul,” lyder en af forskernes konklusioner.

En anden er, at cykler – også de elektriske – er et væsentligt mere miljøvenligt tohjulet transportmiddel.

Du kan læse hele rapporten her: Are e-scooters polluters?

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here