Den californiske elbil Tesla S er kun få biler fra at slå rekorden som bedst sælgende bil på en måned i Norge. Hver 10. solgte bil i marts er en Tesla.
Nordmændene er helt elektriske med at købe el-bilen Tesla Model S.
Ifølge den norske avis Dagens Næringsliv er der i marts foreløbig registreret salg af cirka 1.300 Tesla’er. Dermed skal der kun leveres ganske få biler, før Teslas Model S bliver den bedst sælgende enkelt model på én måned nogen sinde i Norge.
Den gamle rekord har Subaru Forester, der i december 2006 solgte 1.328 biler. Til sammenligning har Tesla S i marts eksempelvis solgt næsten dobbelt så godt som VW Golf.
Tallene er ifølge Dagens Næringsliv baseret på indberetninger fra forskellige fora på nettet for brugere og fans af Tesla. Det officielle tal foreligger først om et par dage, men ser foreløbig ud til at bekræfte, at marts ender med rekord til Tesla. Den 24. marts var der registreret 896 solgte Tesla S i Norge, hvor elbiler ikke bare er fritaget for registreringsafgift som herhjemme, men blandt andet også er momsfri.
“Jeg kan godt forestille mig, at vi slår rekorden. I slutningen af et kvartal leverer vi altid mange biler. Vi har det samme mål, som vi altid har haft, og ser ud til at nå vores mål for første kvartal,” siger Esben Pedersen, kommunikationschef for Tesla i Norden, til Dagens Næringsliv.
Sidst Tesla S tog overskrifterne i Norge var i oktober sidste år, hvor den toppede salgslisten med 616 indregistrerede biler i september – en kofanger foran VW Golf. Her var der dog tale om et opsparet behov, da biler bestilt over en længere periode blevet leveret på én gang. Og salget i marts er altså mere end dobbelt så stort.
Tesla oplyser da også, at der er omkring fem måneders ventetid på en Tesla Model S i Norge.
I Danmarks klarer Tesla S sig også godt, dog i en helt anden skala. Ifølge en opgørelse fra AutoBranchen Danmark tegner Tesla sig i øjeblikket for cirka en tredjedel af salget i luksusbilklassen med 112 solgte biler i 2013.