Det vil blot øge Kinas fordel, når europæisk bilindustri satser på hybridbiler i stedet for elbiler, tordner manden bag elbilen Nissan Leaf.
Europæisk bilindustri vil give hybridbiler et comeback og beder samtidig EU om udsættelse eller opblødning af miljøkrav. Og det er en ”tåbelig” strategi, lyder det fra manden, der udviklede den første Nissan Leaf, der før Tesla gjorde elbiler tilgængelige for bilkøbere verden over.
Andy Palmer hedder englænderen, der af samme grund betragtes som en ’Godfather’ for elbiler. At han efterfølgende blev chef for Aston Martin, hvor han lykkedes med at gøre det notorisk tabsgivende mærke til en overskudsforretning, har også gjort Palmer til en mand, man lytter til i bilindustrien.
Handler om penge, ikke miljø
Den veltalende brite har dog ikke meget pænt at sige om især europæiske bilmærkers aktuelle strategi med at vende tilbage til hybridbiler i et forsøg på at klare sig i konkurrencen med Kina.
”Hybrider er vejen til helvede. De repræsenterer en overgangsfase. Og jo længere du bliver i overgangsfasen, desto længere udsætter du at tage trinnet op i den nye verden,” siger Andy Palmer i et åbenhjertigt interview med Business Insider.
Den tidligere topchef understreger, at han ikke bedømmer situationen ud fra et ideologisk ståsted. Det handler udelukkende om, hvad der på sigt betaler sig bedst for europæisk bilindustri. Sådan var det også, da han overbeviste Nissan om at udvikle den første Leaf. Det handlede ikke om at redde verden med elbiler, men komme med et effektivt modsvar til konkurrenten Toyota, der gav Nissan baghjul med hybridbilen Prius.
”Tåbelig” strategi
I dag peger han på Kina som den store konkurrent og udfordring:
”Hvis du udsætter overgangen til elbiler ved at udvande den med hybridbiler, mister du konkurrencekraft i en længere periode. Dermed tillader du kineserne at fortsætte udviklingen og tage lederskab på deres præmisser. Jeg mener helt ærligt, at det er tåbeligt og på ingen måde vejen frem,” uddyber Andy Palmer.
Han lægger ikke skjul på sin store respekt for, hvor langt kineserne er kommet på ganske få år:
”De kinesiske biler er forbandet gode. De giver bemærkelsesværdigt meget for pengene. Deres batteriteknologi er verdensledende, og de har prioriteret udviklingen af software,” siger han.
Vi skal kopiere kineserne
Andy Palmer mener, at kineserne nu er så langt fremme, at rollerne er byttet om: Før kopierede kineserne vestlige biler – nu bør vi kopiere dem.
”Kopier det kineserne gør. Alternativet er, at alt bliver kinesisk. Selv hvis du laver dine egene batterier, sker det med mineraler fra Kina. Forsyningskæden er låst.”
Andy Palmer tror ikke, at EU’s importtold på kinesiske elbiler hjælper på den lange bane.
”Min erfaring er, at told gør de hjemlige bilproducenter dovne. Resultatet er, at gabet bare bliver større.”
Hybrider er en ’blind vej’
Andy Palmers tidligere arbejdsgiver Nissan samt ærkerival Toyota får begge et par ’kærlige’ ord med på vejen:
”Nissan har skudt sig selv i foden. De var ledende inden for elbiler i 10 år, men har bare ødet forspringet væk. Toyotas hybridstrategi var lønsom i begyndelsen, men den har trukket japansk bilindustri med ind på en blind vej. Det bliver hårdt arbejde at finde ud igen,” siger Andy Palmer med henvisning til Nissans aktuelle krise og japansk bilindustris tøvende tilgang til omstillingen til elbiler.
Enig😇