Elbiler udleder også CO2 og det skal oplyses i markedsføringen, fastslår forbrugerombudsmanden i vejledning – men ikke alle bilimportører følger den.
I markedsføringen af elbiler pynter mange sig med en grøn glorie i form i af ’CO2 neutral’ og ’nul CO2-udledning’. Men den går ikke, fastslår forbrugerombudsmanden i en vejledning til markedsføring af el-biler fra august 2013.
Det er en klage fra FDM, der har ført til, at forbrugerombudsmand Henrik Øe nu er på banen med en præcisering af retningslinjerne for bilimportørernes markedsføring af elbiler. Det skriver Jyllands-Posten.
”Selv om en anprisning af en elbil som ’CO2-neutral under kørsel’ eller ’nul gram CO2 under kørsel’ isoleret set er korrekt, er det i strid med god markedsføringsskik, hvis man ikke samtidig oplyser, at der udledes CO2 ved produktion af el, som bruges ved kørsel. For selvfølgelig udledes der CO2 ved energiforbruget,” siger Henrik Øe til avisen.
Selv om vejledningen altså er nogle måneder gammel, er der fortsat importører, der markedsfører deres el-biler som ’CO2 neutrale under kørsel’, og de kan nu forvente at få en direkte henvendelse fra forbrugerombudsmanden. Det gælder f.eks. Renault og VW.
I FDM glæder man sig over, at der nu kommer fokus på markedsføringen af elbiler.
”Elbiler er gode nok i sig selv. Bilimportørerne behøver ikke ’green washe’ dem. Oplyses der i stedet om den faktiske CO2-udledning ud fra Energistyrelsens gennemsnitstal vil man se, at elbilerne vil få nogle fine CO2-tal. Men CO2-neautrale er de ikke,” siger Torben Kudsk, chefkonsulent i FDM.
Ifølge opgørelsen fra Energistyrelsen ventes produktionen af en kilowatt-time strøm (kWh) i 2013 at udlede 318 gram CO2.
Omregner man det til CO2-udledning for en elbil, betyder det ifølge Jyllands-Posten, at eksempelvis Volkswagens nye elbil E-Up udleder 3,7 kg CO2 pr. 100 km, mens en dieseldrevet VW Polo 1,2 TDI til sammenligning udleder 8,7 kg CO2.