Elbiler rusker op i traditionerne – køberne er mindre loyale

Elbil

28 procent af de europæiske bilister er klar til at købe en elbil fra et ukendt mærke. De nye mærker rusker op i mærkevare-loyaliteten. 

Plejer er død. Købere af elbiler går nemlig langt mindre op i mærke, loyalitet og ‘vi har altid købt’. Det har åbnet en firesporet motorvej for nye mærker.

En ny europæisk undersøgelse dokumenterer, at den igangværende overgang fra fossildrevne biler til elbiler rokker ved bilisternes opfattelse af omdømme og traditioner. Undersøgelsen viser, at mange er klar til at se stort på loyalitet. Det afgørende for køberne er at få et køretøj, der opfylder deres behov.

28 procent af de flere end 5.000 personer, der har deltaget i undersøgelsen, siger, at det er mere sandsynligt, at de vil købe en bil fra et nyt og ukendt mærke, hvis der er tale om en elbil, end hvis der er tale om en bil med forbrændingsmotor. 

Rækkevidde, pris og hurtig levering

Undersøgelsen viser også, at 39 pct. vil overveje at købe en elbil fra et nyt og ukendt mærke, hvis den overgår andre mærker på rækkevidde; 35 pct. vil overveje at vælge den nye og ukendte elbil, hvis den er billigere end andre modeller; 26 pct. vil overveje en ny og ukendt, hvis den kan leveres hurtigere.

Analysen er udarbejdet af den internationale rådgivningsvirksomhed Adevinta med hovedkontor i Storbritannien. Adevinta har fokus på mobilitet, og flere end 25 digitale virksomheder i 10 europæiske lande er kunder hos dem.

Truslen fra Kinaelbil kina

Truslen mod de etablerede europæiske, japanske og sydkoreanske mærker kommer naturligvis fra Kina. Producenter af blandt andet elbiler i Kina modtager massiv støtte fra regimet, og det gør ondt ude i verden. Lige nu og her har det resulteret i, at EU har øget importtolden på varer fra Kina. En historie, der langt fra er afsluttet.

Antallet af kinesiske bilmærkers indtog i Europa er nærmest eksploderet, samtidig med at de europæiske producenter har været lidt længe om at speede omstillingen til elbiler op. I 2023 var næsten hver femte solgte elbil i Europa fra Kina, i år forventer man – trods importtolden – at det vil være hver fjerde.

Der er håb

Der er dog håb for de ‘gamle’ og veletablerede bilmærker. 45 pct. af de adspurgte i Adevintas undersøgelse siger nemlig, at mærkets omdømme er vigtigt, når de skal vælge bil. Også elbil. 

31 pct. har ved alle tidligere bilkøb anskaffet sig en bil fra samme mærke som før, og 29 pct. tror ikke på, at biler fra nye og ukendte mærker er pålidelige og godt bygget.

På Top 3-listen over de mærker, som de adspurgte anser som de mest pålidelige, finder vi Volkswagen (41 pct.), BMW (40 pct.) og Tesla (27 pct.). I bunden af listen findes fire kinesisk-ejede og i Kina-fremstillede mærker: Lynk & Co (3 pct.), BYD (4 pct.), MG (4 pct.) og Polestar (6 pct.).

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here