Elbilernes indtog har vendt op og ned på bilmarkedet – danskerne forlader kendte bilmærker til fordel for yngre modeller med eksotiske navne.
I 2013 købte danskerne Volkswagen, Ford, Toyota, Skoda, Peugeot og Renault i stor stil.
Tesla havde man hørt om, men mærket var på ingen måde en betydende faktor i Danmark. Kun få havde hørt om BYD, ingen havde hørt om de andre kinesere som XPeng, Maxus, Aiways, Nio og JAC.
For 10 år siden kørte bilerne på diesel eller benzin, og havde man én gang tabt sit automobile hjerte til Volkswagen, blev den gamle som regel udskiftet med en ny med VW-logo.
Men så gjorde benævnte bilfabrikant i nælderne. I 2015 blev VW afsløret i at fuske med softwaren i dieselmotorerne – “diesel-gate” var en realitet.
Det var ikke dieselskandalen alene, der ændrede bilernes landkort, men kombinationen af en øget klimabevidsthed og billederne af svedende isbjørne på klodens smeltende poler medvirkede til at gøre diesel mindre og mindre stueren.
Elektrificeringen af bilparken nærmest eksploderede, tilskyndet af politisk lovgivning og massive afgiftslettelser.
Resultatet understreges af en opgørelse fra De Danske Bilimportører, som dagbladet Børsen citerer fra. Den viser, at de etablerede og gammelkendte mærker bløder markedsandele. I stor stil.
Fra 0,04 til 12,1 pct på fem år
I 2013 sad de 10 største bilmærker – VW, Ford, Toyota, Skoda, Peugeot, Renault, Citroën, Kia, Hyundai og Opel – på 70,85 procent af nybilsalget.
I dag er deres andel faldet til 49,88 pct.
Den amerikanske elbilproducent Tesla er i dag Danmarks bedst sælgende mærke med en markedsandel på 12,1 pct. Model Y er i årets første ni måneder den suverænt mest solgte med 12.646 styk; nummer to er Peugeot 208 med 4.707 solgte.
Teslas nærmeste konkurrent i 2023 er VW med en markedsandel på 9,9 pct. I 2018 var Teslas markedsandel i øvrigt på blot 0,04 pct. Det er blot fem år siden.
Bilmærker som Ford, Citroën og Renault har fået deres markedsandel mere end halveret på 10 år. Værst ser det ud for Renault, der er gået fra en markedsandel i 2013 på 6,46 pct. til 2,27 pct. Kun Hyundai af de nævnte 10 “gamle” mærker er gået frem siden 2013.
De gamle har sovet i timen
Da fossile brændstoffer og forbrændingsmotorer var normen, havde de “gamle” mærker alle fordelene, men elbilrevolutionen har rokket seriøst ved de fordele.
Da de traditionelle mærker samtidig har hvilet på laurbærrene og ikke i tide så og tog højde for de udfordringer – og muligheder – som fremrykningen af elbiler betyder, er de blevet rystet og rusket godt og grundigt.
Elbiler er langt mere simple at producere, så de “gamle” har mistet fordelen af at mestre kompleks bilproduktion. Den amerikanske rigmand og excentriker Elon Musk så lyset før de fleste og har ikke siden set sig tilbage. Han hævede produktionstal og kvalitet og har ikke mindst gjort sine Teslaer økonomisk opnåelige for rigtigt mange mennesker.
Også fra øst er truslen mod de traditionelle bilmærker enorm, og den bliver ikke mindre de kommende år. Da det kinesiske kommunistparti samtidig smider statsstøtte i stor stil efter diktaturstatens egen produktion af elbiler, gør det yderligere nas på de “gamle” mærker.
I 2019 var andelen af solgte elbiler i Danmark 2,5 pct., i dag er hver tredje solgte en elbil. Af de kinesiske bilmærker snuser kun MG til en markedsandel på 1,0 pct. i 2023’s ni første måneder. BYD, Aiways, Maxus og Xpeng har hver en markedsandel på 0,1 pct. Kinesisk-ejede Polestars og Volvos markedsandele er henholdsvis 1,0 og 2,9 pct.
Kineserne har med andre ord gode muligheder for at øge deres markedsandele.
Premium-mærker i fremdrift
Omstillingen til el har også betydet, at danskerne i dag er mere villige til at skifte bilmærke. Over for Børsen forklarer eksperter med mange års erfaring i markedet, at blandt andet fordi elbiler er en helt ny faktor, er det vanskeligere for de etablerede mærker at fastholde kundernes loyalitet.
Det synes dog kun at omfatte de mere “folkelige” mærker. En interessant konsekvens af omstillingen til el er, at kunderne i højere grad vender sig mod premiummærker som Audi, BMW og Mercedes, der siden 2013 har mere end fordoblet deres markedsandel i Danmark.
En oplagt forklaring er, at på grund af de afgiftsfordele, som elbiler nyder godt af, er det muligt at anskaffe sig en pænt stor premium-elbil til under en halv million. Eksempelvis koster en Audi Q4 e-tron 420.000 kr., en Mercedes EQB 455.000 og en BMW iX1 464.000 kr.
Også leasing betyder noget i forhold til mærkevareloyalitet. Den økonomiske risiko ved at prøve noget nyt er mindre, når man ikke ejer et nyt og uafprøvet mærke. Ifølge bilimportørerne er andelen af leasede biler – gælder både el og fossildrevne – steget fra 31 pct. i 2010 til 57 pct. i år.
Spørgsmålet er, om de gamle, velkendte bilmærker kan indhente nogle af de tabte markedsandele. Eller må erkende, at de nye mærker er kørt med dem?
De 10 største bilmærker 2023 |
||
Mærke | Markedsandel | |
Tesla | 12,1 % | |
Volkswagen | 9,9 % | |
Audi | 8,3 % | |
Toyota | 7,1 % | |
Skoda | 5,6 % | |
Peugeot | 5,4 % | |
Hyundai | 5,1 % | |
Mercedes-Benz | 4,8 % | |
Ford | 4,5 % | |
BMW | 4,5 % | |
Kilde: De Danske Bilimportører |