Elbilers rækkevidde er mere end fordoblet i løbet af 10 år. Det er med til kvæle forbrugernes rækkeviddeangst og booste salget af elbiler.
Rækkeviddeangst er tæt på at være overstået fænomen.
Begrebet beskriver frygten for at løbe tør for strøm på batteriet, når man kører i en elbil. For modsat en gammeldags fossilbil fikser man ikke en flad elbil med skvæt benzin fra reservedunken. Man skal snarere køres væk på ladvogn til nærmeste ladestander, hvor det kan tage et godt stykke tid at få strøm på batteriet.
En ny analyse fra DI Bilbranchen viser, hvorfor rækkeviddeangst ikke rigtigt er på dagsordenen mere.
Fra 258 til 525 km
I løbet af de seneste 10 år er elbilers gennemsnitlige rækkevidde nemlig mere end fordoblet. Fra beskedne 258 km i 2016 til rigelige 525 km i år. Ganske vist efter den lidt optimistiske WLTP-norm, men samtidig er antallet af ladestandere nærmest eksploderet: Ved årskiftet var der flere end 30.000 offentlige ladepunkter på det danske vejnet, så man skal være mere end uheldig, hvis man kører tør for strøm.
Fordoblingen af elbilers rækkevidde kommer efter løbende forbedringer af elbilers batterier, effektivitet og ladekapacitet. Helt som forventet for en relativt ny teknologi har forbedringerne været hurtige og omfattende.

DI Bilbranchen skriver i analysen, at de seneste 10 års forbedringer af rækkevidden svarer til en tur fra København til Haderslev.
65 pct. elbiler
Markant længere rækkevidde har været med til at gøre elbiler stadig mere populære i Danmark.
Sidste år udgjorde elbiler for første halvdelen af det samlede nybilsalg i Danmark. Udviklingen accelererer hele tiden. I årets første fire måneder nåede den op på 65 pct. – altså to tredjedele af det samlede salg. I samme periode sidste år lå elbilernes markedsandel på blot 42 pct.
Hos bilistorganisationen FDM bekræfter forbrugerøkonom Ilyas Dogru, at rækkeviddeangst ikke længere spiller en nævneværdig rolle i den årlige undersøgelse af forbrugernes holdning til bilmærker, AutoIndex.
”Undersøgelsen bekræfter, at bilvalg i dag handler om langt mere end rækkevidde og pris – værdier og tillid spiller en større rolle end nogensinde før,” skriver Dogru i en kommentar.
I dag bekymrer bilkøberne sig således mere om politiske forhold og muligheden for at blive overvåget, når de vælger ny bil. Det handler bl.a. om holdningen til Elon Musk og dermed Tesla samt elbiler fremstillet i Kina. Det kan du læse mere om her.