Elektrificerede biler udgør nu mere end halvdelen af Europas bilsalg

Det europæiske bilsalg steg 4,6 procent i august. Salget af rene elbiler voksede mere end 50 procent og nærmer sig nu hver tredje nye bil. 

Elbiler er på vej mod det afgørende gennembrud i Europa.

I august blev der indregistreret 835.409 nye biler på tværs af de europæiske markeder. Det var 4,6 procent flere end i samme måned sidste år.

Men det spændende er ikke, hvor mange biler, der blev solgt, men hvilke biler - og her kommer elbiler ud som den klare vinder. Salget af rene elbiler steg med massive 54 procent i august. Ifølge friske tal nåede elbiler således en markedsandel på 30,5 procent i 16 centrale europæiske lande. Det skriver Reuters.

Dermed var næsten hver tredje nye bil i disse lande elektrisk. Det er væsentligt højere end de omkring 21-23 procent, som flere analyser tidligere havde ventet for hele 2026.

Ikke bare elbiler

Lægger man ladehybrider, der både kører på brændstof og el og har et opladeligt batteri, oven i de rene elbiler, står elektrificerede biler for første gang nogensinde for mere end halvdelen af det europæiske bilsalg.

Udviklingen er bemærkelsesværdig. På bare et år er elbilernes andel vokset kraftigt, mens salget af traditionelle benzin- og dieselbiler fortsætter med at falde.

Oliekrise sætter strøm til bilerne

En del af forklaringen skal findes ved tankstationerne overalt i Europa.

USA’s krig med Iran og har sendt olie- og brændstofpriserne til himmels som et Patriot-missil og gjort det mærkbart dyrere køre i benzin- og dieselbiler.

I Europa reagerer forbrugerne ved at fremrykke udskiftningen af deres fossilbiler med elbiler. Med benzin- og dieselpriser op mod 20 kroner literen, er der mange penge at spare.

Samtidig har flere lande indført eller forbedret støtteordninger til elbiler. Det gælder blandt andet Tyskland og Frankrig, der begge er så store, at højere elbilsalg her hurtigt kan ses i den samlede europæiske statistik.

Billigere elbiler gør forskellen

Men den måske vigtigste forklaring er, at der endelig er kommet flere mindre og mere overkommelige elbiler.

Modeller som Renault 5, Citroën ë-C3 og flere prisbillige kinesiske elbiler har gjort det muligt for flere almindelige bilkøbere at vælge elektrisk. Og udbuddet bliver kun større.

Elbiler øger Skodas salg. Den nye Epiq er mærkets hidtil billigste elbil og kan sætte ekstra fart på omstillingen til elbiler.

Et af de tydeligste eksempler er VW’s elektriske Polo. ID Polo koster fra omkring 25.000 euro (185.000 kroner) på flere europæiske markeder og er del af en ny familie af kompakte elbiler sammen med Cupra Raval (foto), Skoda Epiq og VW ID Cross.

Selv om de elektriske ‘firlinger’ netop er lanceret - ID Cross og Skoda Epiq kommer senere - har VW allerede modtaget over 70.000 bestillinger. Det er langt flere end forventet, og har fået VW til at justere produktionen: Efterspørgslen på elbiler er nu så stor, at VW skruer op for mærkets elbiler og ned for fossilmodellerne.

Danmark fører an

Danmark ligger allerede langt foran resten af Europa. I august var 85,9 procent af alle nye biler herhjemme rene elbiler. Kun Norge havde en højere andel.

De nye europæiske tal tyder på, at flere af de store bilmarkeder nu begynder at bevæge sig i samme retning som Danmark. I Frankrig var 38,3 procent af august-salget elektrisk, mens andelen i Tyskland nåede 32,5 procent. Det er stadig et stykke fra de danske tal, men udtryk for et markant skifte mod elbiler i resten af Europa. 

August 2026 ligner måneden, Europa for alvor skiftede fra fossil- til elbiler.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here