ELBILMESSEN: BMW’s elektriske 3-serie fejrer Danmarkspremiere i dag med rekordlang rækkevidde og en ny basisversion til 450.000 kroner.
Et af de helt store trækplastre på weekendens Elbilmesse i Herning er BMW i3 - den første elektriske udgave af BMW’s ikoniske 3-serie på mærkets avancerede Neue Klasse platform til elbiler.
BMW’s danske designer Anders Thøgersen trak klædet af bilen tidligere i dag på Elbilmessen. Fra scenen forklarede han, hvordan han og designteamet har arbejdet med at gøre i3 til en ægte BMW selv om alt under lakken er nyt og anderledes sammenlignet med de traditionelle fossiludgaver af 3-serien.
Motorhjelmen er kortere og forruden mere tilbagelænet. Men det karakteriske Hofmeister-knæk på den bagerste rudestolpe er bevaret. Sammen med den korte hæk og relativt lave design har i3 klassiske BMW-proportioner.
Ser lav ud
Især er det lykkedes at få bilen til at se lav ud, selvom den har en stor batteripakke på 109 kWh placeret under gulvet.

Modsat SUV-udgaven iX3, der har været til salg siden sommer, har kølergrillen i3 et helt fladt design, der får bilen til at se sportslig og dynamisk ud. Og det gør i3, når man ser den live på Messecentrets gulv.
Plads til fire voksne
Indvendig overrasker i3 ved at være mere rummelig end forventet. Der er faktisk plads til fire store voksne i kabinen. Det kniber ganske vist med pladsen til fødderne under forsæderne, hvis de er kørt helt i bund, men justerbar hældning på bagsæderyglænet giver lidt ekstra komfort. Her virker BMW i3 en smule mere gæstfri end ærkerivalen Mercedes C-Klasse Electric, der også lanceres i Danmark nu.
Det udvendige bagagerum tager 420 liter, men åbningen er lille. Den danske importør lægger da heller skjul på, at mange danskere formentlig vil vente på stationcar-udgaven, der kommer i løbet af 2027.
70.000 kr. billigere end iX3
BMW i3 skal sælges på køreegenskaber. Men sammenlignet med SUV-udgaven iX3 er der også op til 70.000 kroner at spare på at gå ‘ned’ i den lavere i3.
Mens i3 hidtil kun har været mulig at bestille i en topudstyret udgave, tilføjer BMW nu en ny basismodel, i3 40 xDrive.
Her er fortsat to elmotorer, firehjulstræk og 275 kW (374 hk), men batteriet skrumper til 83 kWh, og så ender prisen lige under 450.000 kroner.
For mange danskere og firmabilister ligner den det bedste køb med rigelige fartressourcer og en rækkevidde på 710 kilometer.
Med 800 volt-teknologi lynlader den hidtil billigste i3 med op til 300 kW, så det blot tager 10 minutter at tilføre 337 kilometer på batteriet.
Rekordlang rækkevidde
Vil man have mere af det hele, kan man opgradere til i3 50 xDrive. Her får man det store batteri på 109 kWh, der i denne udgave giver hele 912 kilometers rækkevidde. Kun den langt større og dyrere Mercedes EQS har længere rækkevidde.
De to motorer yder tilsammen 345 kW (469 hk) og batteriet lader med op til 400 kW, så det blot tager 21 minutter at lade fra 10 til 80 procent. Merprisen på 50.000 kroner sender BMW i3 50 xDrive op på 499.900 kroner med de nuværende afgiftsregler. Gør regeringen alvor af planerne om at indfase registreringsafgifter på elbiler fra årsskiftet, skal der lægges omkring 40.-50.000 kroner til priserne på i3.
Alle varianter af BMW i3 kan bestilles nu, men kunderne får først leveret bilerne omkring årsskiftet. Læs mere om priser - også privatleasing - her.






